Vi er et sted på Jorden i år 2052. En lille robot ser dagens lys for første gang og bliver ansat i en virksomhed, hvor den snart udkonkurrerer alle sine menneskekolleger. Den er dygtig og stærk og skal ikke have løn. Snart overgår den til rengøringsbranchen og synger (med et slet skjult hint til Ulf Lundell): ”Jeg trives bedst i åbne kontorlandskaber, her på jobbet vil jeg bo.”
Alle de andre medarbejdere bliver fyret, men så kommer robotten Turbo Go Go Tech på banen og snart er selv Chop Chop udkonkurreret. Ufortrødent kaster Chop Chop sig ud i allehånde jobs, og bliver blandt andet illustrator. Han illustrerer 300 billedbøger i minuttet, til de menneskelige illustratoreres frustration og vrede. Senere får han et job på krigsfabrikken, men er ikke nogen god krigsmaskine, for han vil jo dybest set bare hjælpe mennesker. Han bliver i stedet minesøger og bringer ueksploderede granater til detonation. Det hele ender med bombernes bombe, atombomben, der udsletter alt.
Alt bliver tyst og stille. Godnat, grusomme verden… Heldigvis er det ikke slutningen på historien, og der er lys for enden af tunnelen.
Forfatteren til historien om Chop Chop, Linda Bondestam, er en svensk-finsk forfatter og illustrator. Hun har her lavet en svimlende fremtidsfortælling om en verden, som – mildt sagt – ikke altid er rar at være i. Hun understreger alvoren i følgerne af krigen, men får også fortalt en historie om, at verden kan gå videre efter katastrofen. Det er en imponerende balancegang mellem det lette og det svære, som skaber en billedbog af høj karat. Flot gjort!
“Chop Chop” er fortjent tildelt den svenske Augustprisen og nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2025.
“Chop Chop” er hurtigt læst, men giver meget at tænke over og snakke om
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.