"Når vi får undervisningsministerposten vil vi sørge for, at I bliver inddraget, for vi ved godt at den nødvendige viden ligger ude hos lærerne og blandt forskerne", lovede Elsebeth Gerner-Nielsen (R) i en paneldebat mellem en række politikere på Det Alternative Sorømøde, der fandt sted på Askov Højskole i weekenden. Hun mente for eksempel, at det er tåbeligt at se bort fra den viden, vi har om, hvor vigtigt modersmålsundervisningen er for dansktilegnelsen.
Bodil Kornbeck fra Kristendemokraterne ville også være med til at genetablere respekten for de ansatte. "Vi skal sammen diskutere værdier, og hvad vi forstår ved faglighed og dannelse. For næst efter familien er skolen den vigtigste institution i samfundet", sagde hun og påpegede i øvrigt, at forsøgs- og udviklingsarbejde skal prioriteres højt. "Der skal tænkes langsigtet, og vi skal ikke holde os tilbage for at sætte projekter i gang, der rækker ud over en fireårig valgperiode".
Pernille Vigsø Bagge fra SF var også med på at inddrage dem, der arbejder i folkeskolen i de lokale beslutninger. "Vi vil have en decentral folkeskole. En skole skal have lov at beslutte, om man der vil have en idræts- eller naturprofil", sagde hun, mens Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten talte for at genindføre lærerrådene. Hun mente, at det er vigtigt at inddrage lærere, elever og lærerstuderende i udarbejdelsen af læreplaner.
Også Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini er med på, at lærernes medejerskab til folkeskolen skal genetableres, fremgår det af det forslag til regeringsgrundlag for en centrum-venstreregering, hun præsenterede for de 150 deltagere i mødet.
Folkeskolen skal ikke være kastebold
Formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, der fungerede som udspørger af panelet, var godt tilfreds med, hvad han hørte:
"Det vil være helt afgørende, hvis en ny folkeskolepolitik blev funderet på, at os, der er de ansvarlige i dagligdagen, bliver inddraget. Hvis politikerne bredt vil give håndslag på at inddrage lærerne, eleverne, forældrene og skolelederne i at formulere en skolepolitik, så kan vi få genskabt den konsensus omkring skolen, som er utrolig vigtig. Folkeskolen må ikke være en politisk kastebold", sagde DLF's formand efter debatten til folkeskolen.dk
Centrum-venstrealternativ lover mere indflydelse til lærerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.