Formanden for Vestsjællands Lærerkreds Reinhard Werner er dybt bekymret over, om lærerne og Danmarks Lærerforening efterhånden mest bliver opfattet som mavesure og modvillige:
"På den her kongres skal vi bruge en masse tid på at diskutere Professionsideal, mål og værdier og senior- og ungdomspolitik i organisationen, Vi er altså ude i et stort anlagt navlepilleri, mens Folketingets politikere er langt inde i at ændre vores arbejdsplads", sagde han og fremlagde et resolutionsforslag, der positivt går ind og tilbyder Danmarks Lærerforenings indsats i arbejdet for en fornyelse af folkeskoleloven. Samtidig understreger resolutionen, at DLF vil fastholde den fælles folkeskole med et lokalt præg og derfor går ind for vejledende centrale bestemmelser for undervisningen, men vender sig mod bindende læseplaner.
DLFs næstformand Stig Andersen fremlagde hovedstyrelsens bud på en resolution:
"Vi har netop vedtaget et Professionsideal, som vi vil søge at leve op til under alle forhold, hvor et demokratisk valgt Folketing har vedtaget lovgivning. Men det betyder ikke mindre opmærksomhed om vilkårene for folkeskolen".
"Der er indgået en såkaldt forståelse mellem regeringen og KL, og begge parter har sagt, at den vil føre til en bedre folkeskole. Det er det vi ser nu - i over halvdelen af kommunerne skæres der ned - der bliver skåret i undervisningen, i tolærertimerne og i specialundervisningen, og der bliver sat færre penge af til undervisningsmaterialer. Det kan man sandelig kalde styrkelse af kvaliteten!", sagde Stig Andersen og fremlagde et forslag til resolution, der opfordrer de politiske partier til at sikre alle elever i alle kommuner et godt undervisningstilbud.
"Derfor bør de igangværende forhandlinger om ændringer af folkeskoleloven resultere i opstramninger af de konkrete krav, som kommunerne skal leve op til. En ændring af loven, der giver mulighed for at misbruge holddannelse til sortering og niveaudeling, skal avises. Folkeskoleloven skal sikre alle elever et sammenhængende og ligeværdigt skoleforløb".
Budskaber fra DLF-kongressen til Christiansborg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.