Brug elevernes mange forskellige sprog i undervisningen

Ud! Ud, drog forskerne. Ud i virkeligheden. Ud på Søndervangskolen i Aarhus, Herningvej Skole i Aalborg, Nørremarksskolen i Vejle, Abildgårdskolen i Odense og Blågård Skole i København. Ud, hvor der er mange tosprogede elever.

Og ind i 0. klasse. Ind i dansktimerne. Og med eleverne op i 1. klasse. Og 2. klasse. Og 3. klasse. I øjeblikket sidder forskerne i 4. klasse. De observerer og noterer og videooptager og interviewer lærere og elever. Og så analyserer de materialet. Sammen med klassens lærere.

Og sammen med klassens lærere udvikler de derpå nye undervisningsforløb, som de så observerer og filmer og analyserer. Sammen med lærerne. Det nye materiale danner så grundlag for nye eksperimenter, som de så observerer … De bliver ved til og med 5. klasse. Måske længere.

To forskningsmæssige fund

Hvordan lærer tosprogede elever egentlig at skrive og læse dansk? Og hvordan kan skrive- og læseundervisningen gøres bedre for de tosprogede? Det er det, forskerne gerne vil finde ud af. To grundlæggende ting har de allerede nu fået styr på:

• Tosprogede elever er slet ikke tosprogede i gængs forstand. Bag betegnelsen »tosprogede børn« gemmer der sig et bredt spektrum af børn med meget forskelligartede sproglige erfaringer og sprogbrugsmønstre, der ikke kan indfanges og forstås ud fra traditionelle forestillinger om modersmål og andetsprog.

• Dansklærerne kan med fordel trække på de flersproglige kompetencer, som eleverne møder op med i undervisningen.

Klasseværelset er globaliseret

I 1970'erne og 80'erne var det måske sådan, at barnet talte dansk i skolen og et andet sprog i hjemmet, som så var barnets modersmål, men sådan er det ikke mere, fortæller lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Helle Pia Laursen, der er leder af forskningsprojektet.

»Ikke en eneste af de elever, der går i de fem klasser, som vi følger, er tosprogede i gængs forstand«, fastslår hun.

Eleverne taler faktisk forskellige sprog og sprog i forskellige kombinationer, alt efter hvem de taler med, deres mor eller deres bedstefar eller deres bror eller deres legekammerat. Og alt efter hvilken vandringshistorie de har haft. Deres familie kan nemlig have været undervejs igennem flere lande over lang tid, inden de havnede i Danmark. Og der kan have været skilsmisser og nye papfædre, der har bragt nye sprog ind i barnets verden. Det er mere spraglet end førhen.

Det gør alt i alt, at den sproglige mangfoldighed i klasselokalet er enorm. Dels kommer eleverne fra alle verdenshjørner, dels har den enkelte elev flere sprog oppe i sit hoved. Klasselokalet er en slags New York i miniformat.

Det er nu forskernes pointe, at lærerne kan bruge den sproglige rigdom i klassen i deres læse- og skriveundervisning.

»Der er mange måder at gøre det på, afhængigt af hvordan den sproglige diversitet er i lige den klasse, og afhængigt af hvordan lærerbesætningen er i den pågældende klasse, om der for eksempel er en lærer, der kan arabisk«, siger Helle Pia Laursen.

Derfor er det også svært for forskerne at give entydige og grydeklare opskrifter på undervisning, der kan efterlignes af andre, tilføjer hun. Det vigtigste budskab fra hende og hendes kolleger er, at eleverne bliver bedre til at skrive og læse dansk, når lærerne på den ene eller anden måde bringer elevernes forskelligartede sproglige potentiale i spil. At lærerne simpelthen får ind under deres faglige hud, at sproglig diversitet i klassen er en kilde til læring.

Skriv elevernes navne med arabiske bogstaver

Et eksempel kunne være det her fra Herningvej Skole:

»På skolen i Aalborg har de en stor gruppe arabiske børn og nogle danske børn. Lærerne og forskningsmedarbejderen gjorde så blandt andet dét i indskolingen, at de skrev de danske børns navne på arabisk og de arabiske børns navne på dansk. Det ser vi jo hele tiden: de arabiske børns navne skrevet på dansk. Men de vendte den så også om og skrev de danske børns navne på arabisk«, fortæller Helle Pia Laursen.

»Og på den måde arbejdede de så med, at arabisk også er et alfabetisk sprog - det skrives bare med en anden skrifttype. Ud fra det fik eleverne så kendskab til nogle af skriftens grundlæggende principper om, at hvert bogstav har et navn, en lyd og en form, og det gælder på dansk, og det gælder på arabisk, det ser bare forskelligt ud«, fortsætter hun.

»Det kunne lade sig gøre lige i den klasse, fordi der var en arabisktalende lærer. Det er ikke sikkert, man kan gøre det lige på den måde i andre klasser, så dér må man finde på andre måder at aktivere elevernes tværsproglige kompetencer på«.

»Aktiveringen kan også bare bestå i en nysgerrighed fra lærerens side. At han spørger ind til, hvilke sprog eleven egentlig har på repertoiret. At han viser, at han interesserer sig for, hvilke sprog eleven egentlig har på programmet«.

Dette nye didaktiske fund, den tværsproglige didaktik, skulle gerne sprede sig til skolerne og læreruddannelsen, håber forskerne. Fire af forskningsmedarbejderne er lærere på læ-reruddannelsen, og to af dem skriver ph.d.-afhandling om projektet. Og adskillige lærerstuderende er også med i projektet. De samler blandt andet empirisk materiale ind og vil måske skrive bachelor om tværsproglig didaktik.

»Den nyuddannede lærer skal helst have et teoretisk og didaktisk grundlag, der gør, at han kan håndtere den sproglige diversitet, der faktisk er i klasserummet på mange skoler. Han må ikke have en forestilling om, at tosprogede elever er tosprogede elever i gammeldags forstand«, siger Helle Pia Laursen.

Pisa går fejl i byen

Mange abonnerer nemlig stadig på den forældede, firkantede forståelse, selv Pisa: »I denne analyse er eleverne opdelt efter modersmål: elever, der taler dansk i hjemmet, og elever, som taler et andet sprog end dansk hjemme. Denne elevgruppe kaldes i det følgende for tosprogede elever«, står der i Pisa-rapporterne.

Men virkeligheden er altså mere spraglet, fastslår Helle Pia Laursen.

»Når vi i vores projekt ser på de faktiske børns faktiske sproglige verdener, tegner der sig et meget komplekst billede. Dels er det i de fleste tilfælde ikke muligt at skelne skarpt imellem kategorierne 'modersmål' og 'andetsprog', dels er børnenes faktiske sproglige repertoirer langt mere sammensatte, end man ud fra de gængse forståelser af tosprogethed umiddelbart kan få indtryk af«, siger hun og opsummerer:

»Børnenes sproglige repertoirer er præget af deres levede liv og deres sociale relationer og er derfor forskelligt fra barn til barn. Bag betegnelsen 'tosprogede børn' gemmer der sig et bredt spektrum af børn med meget forskelligartede sproglige erfaringer og sprogbrugsmønstre, der ikke kan indfanges og forstås ud fra dikotomiske forestillinger om modersmål og andetsprog«.