Bog nummer to, "Bliv ven med hjernens amygdala", ville jeg gerne have kendt for et par år siden, for så havde jeg kunnet bruge det, jeg har læst nu. Amygdala er hjernens trafiksignal – bare med fem farver i stedet for tre. Når den viser grøn, kan man tænke klart, gul betyder irriteret, og rød betyder, at du måske græder eller råber. Ovenover er der et sort felt. Der er du, når du er i panik eller måske giver helt op og er sort indeni. Forneden er så det hvide felt, og hvis du er der, synes du bare, at alt er så kedeligt.

Det bliver rigtig godt forklaret i bogen, og jeg kender det, for engang, da der var nogen, der var ude efter mig hele tiden, var jeg selv helt oppe i det sorte felt og kunne næsten ikke tænke.

Jeg kender også den hvide følelse, hvor det for eksempel er svært at se meningen med det, man skal, og bogen forklarer, hvordan man kan øve sig i at komme tilbage til det grønne område.

Da jeg fik de syv små bøger, læste jeg faktisk den sidste først, fordi den handler om kreativitet, og det lød spændende. Jeg læste den sammen med min lillebror Svend, som er otte år, og vi afprøvede nogle af bogens ideer. Man skal for eksempel finde nogle ting og så kombinere dem på nye, kreative måder. I stedet for kun at snakke om det, som der står i bogen, tegnede vi det også. Det var sjovt, og det virkede. Man tænkte slet ikke over, at man faktisk både var kreativ og lærte noget.

Der står i bogen, at man skal kede sig, før man bliver rigtig kreativ. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Jeg vil anbefale andre at begyndte med seriens første bog, for den er mest en slags introduktion til de andre bøger.

Serien hedder "Hjernevenner", men måske skulle den i stedet hedde "Hjernekender", for jeg har fået en masse at vide om, hvordan hjernen reagerer, og hvad jeg kan gøre for at blive bedre til at forstå det og til at øve mig i at bruge den rigtigt.