"Vi har forhandlet snart i syv døgn. Og det i sig selv sender et signal om, at det her godt nok er ved at blive svært. Vi må konstatere, at de tre hovedknaster, de er stadig hovedknaster", siger lærernes formand Anders Bondo Christensen som også er næstformand i Centralorganisationers Fællesudvalg (CFU) som forhandler vilkårene for ansatte i staten, herunder bl.a. friskolelærerne.
De tre hovedknaster, som han peger på på statens område, er reallønsforbedringer, overenskomstsikring af den betalte frokostpause og aftalte rammer for lærerens arbejdstid.
Arbejdsmarkedsforsker: Overenskomstforhandlingerne er på konfliktkurs
Det er især spørgsmålet om den økonomiske ramme for forhandlingerne, som skaber uenighed. En ramme, som også de kommunale overenskomstforhandlinger venter på.
"Vi har lige fået de nye løntal, hvor man forventer 2,8 procents lønstigning til de privatansatte i 2018 og 3,2 procent i 2019. Så skal vi ikke have en eller anden ramme ud, hvor man dårligt kan sikre reallønnen på det offentlige arbejdsmarked. Vi skal have en reallønsforbedring. Det er ikke bare, at vi skal sikre reallønnen. Nej, vi skal forbedre reallønnen. Og vi skal derudover på det statslige område have nogle midler ud til organisationerne, så vi kan lave organisationsforhandlinger. Det har vi ikke haft i tre kriseoverenskomster, og det skal være nu", siger Anders Bondo Christensen, og fortæller, at det heller ikke umiddelbart ser ud til, at forhandlerne finder hinanden på de andre punkter.
Presset på forhandlerne vokser: Konflikt vil skade skolen
"Så er der frokostpauseproblematikken. Den har vi klart meldt ud, at den skal løses. Og så har vi lærernes arbejdstid. Vi har ikke hvid røg på noget af det her endnu", siger Anders Bondo.
Sophie Løhde vil gerne mødes igen
Det er endnu uvist, hvornår parterne mødes igen. Ifølge Finansministeriet havde innovationsminister Sophie Løhde håbet på at mødes med de offentlige forhandlere allerede tidligt i formiddags, men der er tilsyneladende ikke aftalt et mødetidspunkt.
Anders Bondo vil ikke ud med, hvilken ramme forhandlerne har snakket om. Men han slår en ting fast.
"Hvis vi ikke kan se, at den enkelte ansattes realløn bliver forbedret, så bliver der ingen aftale", siger han og tilføjer, at efter syv dage begynder man at tænke på, om det giver mening at fortsætte forhandlingerne.
"Vi afprøver enhver mulighed. Og det vil vi også gøre frem til den 28. februar. Men på et eller andet tidspunkt må man sige, at nu skal der ske noget andet, end det der er sket i syv dage. Og det tidspunkt er vi tæt på nu".
Folkeskolen.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra innovationsminister Sophie Løhde.
Bondo: Hvis den enkeltes realløn ikke forbedres, kan vi ikke se en aftale
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.