Lægerne er enige om, at medicinen er afgørende for en stor gruppe af specielt børn med moderat til svær ADHD, men forbruget bør ikke stige meget mere, mener overlæge Torben Isager fra børne- og ungdomspsykiatrisk center i Glostrup.
"Forbruget er så hurtigt voksende, at det er bekymrende. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en overmedicinering, vi har svært ved at stå inde for. Der skal ske en opbremsning, hvis vi skal finde et passende niveau", siger Torben Isager til nyhedsavisen Dagens Medicin.
De senest offentliggjorte tal fra 2008 viser, at godt 1,4 procent af danske børn fra 10 til 14 år fik medicin for ADHD. Der er endnu ikke tal for 2009 fordelt på aldersgrupper, men følger denne aldersgruppe den generelle stigningstakst på 62 procent, vil lægerne i 2009 have udskrevet ADHD-medicin til 2,25 procent af alle 10 til 14-årige børn.
Tid til at sætte foden på bremsen
Per Hove Thomsen, professor og leder af ADHD-klinikken på børne- og ungdomspsykiatrisk regionscenter i Risskov i Region Midtjylland, anerkender, at det er tid til at sætte foden på bremsen.
"Det er vanskeligt at sætte klare tal på, men undersøgelser viser, at omkring to procent af drengene i skolealderen har svær behandlingskrævende ADHD og dermed bør få medicin", siger Per Hove Thomsen.
Medicinen gør det nemmere for børnene at lære de nødvendige sociale kompetencer til at omgås andre, men medicinen må aldrig blive en erstatning for den socialpædagogiske indsats, fremhæver Per Hove Thomsen
Professor Niels Bilenberg fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Odense er enig.
"Der er ingen krystalklar grænse mellem syg og rask, og derfor skal vi selvfølgelig være meget opmærksomme på patienter i gråzonen. Men der har været en svær underbehandling gennem mange år, og det har taget nogle år at vågne op", siger han til Dagens Medicin.
Børnepsykiatere advarer mod overmedicinering mod ADHD
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.