Børnenes århundrede

I Farum Kommune nord for København er procentdelen af indbyggere med udenlandsk herkomst dobbelt så høj som i Danmark som helhed. Det er især tyrkerne og deres børn, der dominerer i gadebilledet - og i 1993 fastlagde byrådet en indvandrer- og flygtningepolitik. I planen stilles der krav om danskkundskaber, og daginstitutions- og skoleområdet udpeges som centrale i den henseende. Med disse fakta i baghovedet har lederen af kommunens arkiv Henrik Zip Sane sat sig for at anskue interessen for andre folks børn i historisk lys. Det er forfatterens tese, at engagementet i børns vilkår mere er til for de voksnes end for børnenes skyld - og i særlig grad er debatten om den gode eller dårlige barndom blevet et sted, hvor den borgerlige barndomsvision har haft mulighed for at profilere sig på andre barndomsforståelsers bekostning.

Tesen efterprøves på et bredt materiale, startende med fattigforordningerne fra begyndelsen af 1800-tallet over asylbevægelsen, menighedsplejen, værgeråd og børneværn, Røde Kors' og Red Barnets indsamlinger og kampagner for at ende med den omtalte Farum-plan fra 1993. Undervejs dykkes der ned i lokalt stof, og der bliver plads til spændende historier om Wiener-børnene (1919-1928), Finlands-børn (1940) og Hollænder-børnene (1945-1949) - og til at diskutere, hvorfor nogle aktioner havde mere held med at lykkes end andre. En aktion til fordel for Spaniens-børnene under den spanske borgerkrig var således dømt til at mislykkes. Ingen god dansk borger ønskede at hjælpe børn af anarkister, kommunister eller det, der var værre.

Zip Sanes tese er original, men også diskuterbar. Hvad betyder det for eksempel for engagementet, at Weiner-børnene og Hollænder-børnene rejste hjem igen, hvorimod de andre er kommet for at blive? Og hvad indebærer det, at den sociale og kulturelle forskel mellem danskere og for eksempel tyrkere må siges at være langt større end mellem danskere og midteuropæere? Måske ryger der for mange nuancer, når alle disse forskellige foreteelser bliver sat på den samme formel.

Men spændende læsning er det - især i de kapitler, der handler om forholdene i Farum: Om præstedøtrene, der under indtryk af nederlaget i 1864 oprettede et asyl til soldaterbørnene - eller om gårdmands- og købmandskonerne, der i 1918-1919 oprettede en lokalafdeling af Røde Kors med det formål at arrangere samariterkurser og producere og uddele barselskurve. Et vidnesbyrd om kvinders samfundspolitiske engagement længe før, de var anerkendt som ligeværdige i det politiske spil.