Anmeldelse

Bøfler og bambuskud - Børn i Vietnam

Klik for at skrive manchettekst.

Børnenes Ulandskalender besøgte i 1995 Vietnam, og i den forbindelse blev der fremstillet en optaktsfilm, 'Rejsen til det gyldne hav' (kan lånes på Amtscentralen eller hos Statens Filmcentral), samt to bøger til undervisningsbrug i folkeskolen. I elevbogen besøger vi en pige fra byen (Hanoi) og en dreng fra et landdistrikt (Mekongs delta). Vi stifter bekendtskab med dem på en almindelig hverdag og får noget at vide om deres vilkår, familieliv, bolig, uddannelsesforhold, økonomi og fremtidsdrømme og -håb. Vi får også tre vietnamesiske eventyr. Teksten er enkel, kortfattet og helt nede på jorden, beregnet til oplæsning og samtale for målgruppens yngste, børnehaveklasser, mens de ældste, 5.-6. klasse, selv kan læse den. Kan de ikke, kan de glæde sig over og gå på opdagelse i Jørgen Schyttes fremragende farvefotos. Disse billeder og layoutet gør bogen til en af de mest indbydende, jeg har set. Lærerbogen er proppet med baggrundsoplysninger, side-for-side-kommentarer og -forslag, supplerende ideer og kopisider, naturligvis med madopskrifter. Der er stof til et helt tværfagligt undervisningsforløb - lige til at gå til. En side fortæller om klasseværelsets indretning: 'Når klassen starter . . . skal klasseværelset være indrettet, så det indbyder til at blive brugt. Der skal være god og hensigtsmæssig plads og rum til elevernes aktiviteter og til de færdige produkter.' (Har I ikke sådanne forhold, kunne I prøve at sende en kopi af siden til kommunen - eller Kommunernes Landsforening). Det er flot, at Udenrigsministeriet således kommer det betrængte undervisningsministerium til hjælp (bemærk de yderst favorable priser - og så kan man endog få 12 elevbøger + en lærerbog for bare 350 kroner!).

Et ualmindeligt flot, meget brugbart og usædvanligt billigt undervisningsmateriale.