Faglitteratur i den lette ende er sagen i disse år, det samme er bøger om dyr, så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk. Det har andre forlag nu gjort tidligere, for eksempel med de populære 'Solstrålebøger', men det bliver ideen ikke ringere af.
Malling Beck har valgt at indkøbe en serie udenlandske bøger og ladet dem oversætte. De handler om dyr, som er både truede og populære, og så kan det næsten ikke være bedre. Hver bog er opbygget efter samme koncept: stift bind, en side med tre eksempler på truede dyr, dernæst sider med et stort foto og en tekst på to-fire sider om dyret, bogen omhandler, og endelig et par sider med statistik om dyret og de fire andre dyr i serien. Sidstnævnte side er således ens i alle fem bøger. Hertil kommer indholdsfortegnelse, medieliste, ordliste (-forklaring) og et stikordsregister.
Det er meget farvestrålende bøger med hver side i to farver, ligesom alle de flotte fotos er i farver, så det er bøger, eleverne nok skal lægge mærke til. De fleste fotos er udmærkede, og teksten kommer på den plads, der nu engang er til rådighed, pænt omkring i emnet, så de unge mennesker kan føle sig godt orienteret. Den meget overkommelige tekst er trods en del vanskelige ord til at læse for målgruppen, 2.-4. klasse, omend den korte form af og til kan give sig pudsige udslag. Det vil eleverne dog næppe opdage, da meningen er god nok.
Så hvis der er brug for endnu flere bøger om dyr, kan disse fint anvendes i et fagligt læsekursus. Forlaget har trykt en plakat til serien - den er dog kun i to farver. Bøgerne fås også assorterede i sæt, minimum 20, til 103,75 kroner per styk.
Bjerggorillaen / Den bengalske tiger / Blåhvalen / Det sorte næsehorn / Den store panda
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.