Af Anna Roos
48 sider, 198 kroner
Klematis
En flot og meget grundig bog om gråsælen. Gråsæler forekommmer i danske farvande dels i Vadehavet, dels i Kattegat, men fåtalligt. I Østersøen fandtes formodentligt for 100 år siden omkring 100.000 gråsæler, mens bestanden i dag tæller et par tusinde. Det skyldes dels jagt, dels forurening med miljøgifte. Derfor er gråsælerne helt væk i den sydøstlige Østersø, men den samlede bestand er dog nu i fremgang. Bogen, som er oversat fra svensk, handler om arten og især de anstrengelser, der med udgangspunkt i en sælavls- og forskningsstation nord for Stockholm gøres for atter at etablere en bestand i den sydlige Østersø.
En side fortæller om, hvordan den svenske marine under Anden Verdenskrig trænede sæler til at opspore og lokalisere ubåde. Det skulle de have været rigtigt gode til, så de kunne nok have været brugt også under slutfasen af den kolde krig, da der tilsyneladende var mange ubåde på besøg i den svenske skærgård. Den smukke bog er illustreret med mange fine farvefotos, enkelte malerier samt farvetegninger og kort. Den er bredt og roligt fortalt og rummer mange faglige informationer om både arten, miljøet og projektet som eksempel på naturgenopretning. Der er ordforklaring og register, litteraturliste og blandt andet en Netadresse til projektets hjemmeside.
Hans Erik Berthelsen
Biologi, Natur/teknik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.