Størstedelen af tiden ligger, klatrer, står eller kravler de omkring i rummet for at male, bygge, trykke, tegne eller klistre. Stolesæderne bliver ikke slidt, når 53 billedkunstlærere mødes til to dages konference.
Danmarks Billedkunstlærere havde fredag og lørdag inviteret til konference om temaet Virkelig Uvirkeligt.
På dag to er det den digitale billedhugger Ida Kvetny, der fortæller om sine værker. Hun har benyttet sig af, at Statens Museum for Kunst har lagt alle lagrenes værker online, taget gamle gipsskulpturer ind i sine virtuelle verdner, farvelagt dem, videreudviklet dem og gjort dem levende.
Så da hun deler to af figurerne som QR-koder, springer billedkunstlærerne straks op og begynder at lege med at lade figurerne danse rundt i rummet, ligesom eleverne til dagligt fanger pokemons i frikvartererne.
Temaet for konferencen er Virkelig Uvirkeligt, og Ida Kvetnys værker er netop en leg med dette.
”Det digitale må aldrig stå alene. Det skal altid være en dialog mellem det fysiske og det digitale. Jeg føler, jeg har indgået et samarbejde med billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, selv om hun er død, når jeg har taget hendes skulpturer ind i min digitale verden og gjort dem levende. Jeg kan jo ikke spørge hende, men jeg er sikker på, at hun ville synes om ideen,” siger hun.
Jeg elsker det her. Man tror man står midt i kaos, og pludselig giver det mening. Og det er lige til at tage med hjem og gøre med eleverne
Vicky Kjær Søndergaard Billedkunstlærer
Flere smiler, og der bliver ivrigt noteret.
”Det her kunne være fedt at prøve med vores valghold,” hvisker én til kollegaen, som nikker med eftertænksom mine.
Måske med tanke på, hvad det vil kræve af dem som lærere. For ingen af de tilstedeværende er uddannet i en tid, hvor augmented reality, kunstig intelligens og VR var en del af pensum på læreruddannelsen.
Kaffen må vente
Men det kan også lade sig gøre at arbejde fysisk med et fantasiunivers.
Der er ingen pause før næste aktivitet. Billedkunstlærer Vicky Kjær Søndergaard sætter kollegerne i gang med "portableauxmenter", og som hun siger:
"Kaffen må altså vente, til I er godt i gang. For om 1 1/2 time skal jeres værker være færdige, fremvist og der skal være ryddet op. Der er ingen linealer eller skitsepapir, og jeg har ikke tid til at være pædagogisk og inddele jer i grupper."
De fleste deltagere bærer stadig gårdsdagens farverige hårbøjlenavneskilte. De bevæger sig hurtigt ned i bunden af lokalet, hvor de samles om borde med sakse, hobbyknive og gaffatape.
På hvert bord ligger to benspænd i form af navnet på en kunstner, en kunstretning, en tradition eller et værk, og midt i rummet ligger papkasser, paprør og andre materialer. Rummet summer af kreativ snak og virkelyst.
"Mindre tanker, mere byg! Kom så," lyder det fra Vicky Kjær Søndergaard.
Hun har selv fundet på ordet portableuxment og på opgaven. Hun underviser kun i billedkunst, og det fylder både i arbejdet og i fritiden, hvorfor hun også sidder i foreningens bestyrelse.
"Jeg elsker det her. Man tror man står midt i kaos, og pludselig giver det mening. Og det er lige til at tage med hjem og gøre med eleverne. En stram ramme, hjælpemidlerne er taget væk, og de skal overholde benspændene. Det betyder, at man er tvunget til at have billedsamtaler, være kreativ og så er det teori i anvendelse," forklarer hun.
En gruppe bruger den første halve time på at planlægge, og de ender med at bygge småt, men meget detaljeret. En anden er færdig efter en time og kan gå ud og drikke kaffe.
"Det er fuldstændig ligesom med eleverne," griner Vicky Kjær Søndergaard.
Skal billedkunst åbne sig mod AI?
Bestyrelsen, som arrangerer konferencen, gør sig umage med, at alle detaljer skal være i orden.
Da deltagerne ankom fredag var lyset i salen dæmpet, der var klassisk musik og levende lys, og hele salen var pyntet op med tableauxer af udstoppede dyr og forskellige værker.
Siden er lærerne blevet bombarderet med hands-on opgaver som maleri på store lærreder, radering, oplæg af forskellige kunstnere og selv aftenprogrammet stod på croquistegning af sortklædte mennesker med træmasker.
"Vores fag står midt i en diskussion af, hvor meget det digitale skal fylde. Skal vi lukke os om det fysiske og traditionelle eller åbne os for det nye og lade for eksempel kunstig intelligens ind i kunsten. Vi kan ikke bare lukke øjnene, så vi må sætte ord på, hvad vi synes er vigtigt og kvalificere vores egen faglighed. Det er det, vi forsøger at gøre, når vi mødes sådan her," siger Vicky Kjær Søndergaard.
Legede med fagets fysiske grænser: "Vores fag står midt i en diskussion af, hvor meget det digitale skal fylde"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.