"Det er den dydens vej, vi må finde", tilføjede Bertel Haarder, inspireret af "En undersøgelse af skolens kultur med særligt henblik på disciplin, fagligt udbytte af undervisning og samarbejde", der blev præsenteret på mødet i Moltkes Palæ i København.
Undervisningsministeren anerkendte, at undersøgelsen viser, at undervisning består af komplicerede processer. Og at dens konklusioner derfor ikke giver politikerne håndfast evidens at tage beslutninger på.
Bertel Haarder fremhævede dog et delresultat: Hele 44 procent af eleverne og lærerne er enige om, at der er for meget uro i klasserne.
"Det er for meget. Men vi må samtidig huske på styrkesiderne i den danske folkeskole. Eleverne er selvstændige, de har selvtillid og tør sige imod, og det er der brug for i erhvervslivet. Men så har det også omkostninger som uro".
Ministeren gav selv et bud på en dydens vej, nemlig den disciplin, der kommer af, at man er opslugt af sit arbejde. Så lærer man, samtidig med at der er ro i klassen.
Lærerens evne til at skabe et inspirerende læringsmiljø er alfa og omega, påpeger DLF i en pressemeddelelse.
"Rapporten viser, at det er afgørende for undervisningen med engagerede og kompetente lærere, og at det er vigtigt at styrke lærerens professionelle råderum", udtaler DLF-formand Anders Bondo Christensen.
Den radikale uddannelsesordfører Margrethe Vestager var inde på det samme på pressemødet.
"Undersøgelsen tyder på, at pædagogik er så indviklet, at det er for svært for politikerne at finde ud af, hvad der virker i klassen. Så vi bør nok overlade til lærerne, eleverne, skoleledelsen og forældrene at gøre, hvad der skal gøres, inden for de rammer, vi som politikere stikker ud", sagde Margrethe Vestager.
Bertel Haarder: Vi må finde dydens vej
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.