Benchmarking på skoleområdet

Kommunernes Landsforening, KL, gør et prisværdigt opgør med grove nøgletalsanalyser, men tager kun et første skridt mod en udviklingsorienteret metode.

Kommunernes Landsforening foreslår, at skoler skal sammenligne sig selv med andre skoler for selv at blive bedre.

Forslaget fremsættes i en pjece om benchmarking i folkeskolen. Pjecen skal tjene som vejledning i, hvordan man på skoleområdet 'systematisk kan søge efter viden i egen organisation og hos andre med det formål at lære nye og bedre måder at løse sin egen opgave på'.

Pjecen bygger på erfaringer, som KL's konsulentvirksomhed gjorde i forbindelse med et konkret benchmarkingprojekt, der blev gennemført i Holstebro og Rødovre i 1996. Danmarks Lærerforening har både lokalt og centralt fulgt dette projekt nøje (og projektet har været omtalt i Folkeskolen nummer 28/29 i 1996).

Benchmarking betyder at sammenligne sig med nogen, som gør det godt, for at lære af dem. Eller at sammenligne med en norm for, hvad man synes er godt. Fokus på sammenligningen kan være de organisatoriske processer, eller det kan være resultatet af forskellige aktiviteter.

Pjecen anfører, at det nye ved benchmarking ikke ligger i det at sammenligne - det har man altid gjort - men i måden at sammenligne på og i den læring, der kommer ud af sammenligningen. Efter vores vurdering formår pjecen ikke at illustrere denne pointe tilstrækkeligt overbevisende. Pjecen giver på mange måder en ganske udmærket vejledning i at lave en sammenlignende analyse af ressourceanvendelsen. Men man får ikke en operationel vejledning i at gennemføre et benchmarkingprojekt, der adskiller sig væsentligt fra en traditionel udgiftsanalyse. For det første er afsnittet om læringsovervejelser, der er det helt centrale og mest krævende i benchmarkingtankegangen, for kortfattet og for abstrakt. For det andet har konsulenterne problemer med at håndtere spørgsmålet om resultater, effektivitet og vurdering af kvalitet.

Benchmarking har været anvendt i mange år på private virksomheder. Det nye er, at man forsøger at bruge det på institutioner, der har blødere, mere komplekse og mindre kontante mål end traditionel, privat erhvervsliv. Problemet er, hvordan man måler og sammenligner resultater på sådanne områder.

KL-konsulenterne forsøger at håndtere dette problem ved at lægge vægten på ressourceanvendelsen og dermed i stort omfang undgå at forholde sig til kvalitet, resultater og effektivitet. Men helt uden en målestok for resultater, kvalitet eller effektivitet er det vanskeligt at få koblet egentlige vurderinger på sammenligningen. Så risikerer den let at blive klinisk og opremsende.

Set i forhold til Rødovre-Holstebro-projektet er det positivt, at pjecen undgår at lægge op til, at forudfattede meninger om optimal ressourceanvendelse skal erstatte den manglende resultatmåling. Man kan nemlig ikke erstatte en uhildet analyse af, hvilke metoder der giver gode resultater, med en forhåndsindstilling til, hvad der er god ressourceanvendelse. Hvis man går i den fælde, giver det ingen mening at bruge energi på et benchmarkingprojekt. Så kan man lige så godt drive skolevæsen direkte efter de forudfattede meninger.

Pjecen anbefaler at undersøge forældrenes tilfredshed med skolens ydelse. Det kunne forlede nogen til at tro, at man her kan finde en nem målestok til sammenligning af skolers præstationer. Klogt nok postuleres det dog ikke, at man så simpelt kan få et dækkende billede af skolers resultater. Brugernes subjektive oplevelse af tilfredshed afhænger ikke kun af kvaliteten af den ydelse, de modtager. Den afhænger lige så meget af, hvilke forventninger de møder op med. I pjecen kan man da også finde en - om end kortfattet - advarsel mod, at resultaterne af sådanne brugerundersøgelser anvendes til direkte sammenligninger af skolers faktiske standard. Til gengæld mangler der en klar beskrivelse af, hvad man så skal bruge dem til!

Kvalitet, resultater og effektivitet er vanskelige begreber at operere med, og KL-konsulenterne får efter vores vurdering ikke løst problemet med at håndtere dem i forhold til at benchmarke på skoleområdet. Men pjecen har absolut kvaliteter, hvis man vurderer den som et oplæg til at erstatte de sædvanlige nøgletalssammenligninger med mere grundige og nuancerede udgiftsanalyser. Grove generaliseringer ud fra simple nøgletal har alt for længe domineret skoledebatten, og både det gennemførte benchmarkingprojekt og selve pjecen demonstrerer overbevisende, at man ikke kan konkludere noget særligt på sammenligninger af traditionelle nøgletal som eksempelvis 'driftsudgifter per 7-16-årig'. Pjecen lægger op til at bore sig ned i tallene og se på, hvordan virkeligheden ser ud, når man har taget højde for forskellige konteringsprincipper, forskellige prioriteringer, forskellige opgaver, forskellige udfordringer og forskellige betingelser.

På et punkt falder pjecen dog igennem. Det postuleres, at med hensyn til sociale og befolkningsmæssige forhold vil det være tilstrækkeligt at tegne en social profil af kommunen, sådan som KL-konsulenterne gjorde i Rødovre-Holstebro-projektet. Men netop det projekt glemte den tegnede sociale profil, da resultaterne skulle fortolkes af KL. Man præsterede eksempelvis at forholde sig til forskelle i udgifter til specialundervisning uden at koble tallene sammen med analysen af den sociale profil i de to kommuner. Det er indlysende, at de ydre betingelser har indflydelse på, hvad der skal bruges af ressourcer for at opnå et givet resultat.

Pjecen sluttes med at slå fast, at succeskriteriet for benchmarking er rettet mod selve læringen af processen, og at benchmarking er en succes, når:

- skolen eller kommunen erfarer, at man har fået ny, brugbar viden om egen virksomhed,

- skolen eller kommunen har fået et brugbart redskab til at kvalificere sine begrundelser for eksisterende aktiviteter,

- skolen eller kommunen finder motivation til at søge nye resultater.

Benchmarking kan være et godt supplement til arbejdet med den selvudviklende skole. Men det er ikke nemt at være pioner, der er mange udfordringer og faldgruber. KL's konsulenttjeneste skal trods alt have anerkendelse for, at den har givet sig i kast med opgaven og taget et af de første svære skridt.

Nu gælder det om, at arbejdsgiverne ikke i utålmodighed efter at se politiske resultater overfortolker og misbruger de forholdsvis beskedne resultater, man indtil videre har fremvist. Kræfterne bør i stedet bruges på at videreudvikle metoden og gøre nye fremadrettede erfaringer i dialog mellem medarbejdere og arbejdsgivere.

Lars Salmonsen er konsulent og Steen Frandsen er stabschef i Danmarks Lærerforenings sekretariat.