For et halvt år siden havde kun ni et arbejde. I dag er det 15. På den måde går det fremad med beskæftigelsen for de nye lærere, men mange af dem har kun arbejde frem til sommerferien.
Siden de blev færdiguddannede i juni 2011, har Folkeskolen fulgt en snes midtjyske læreres færden på arbejdsmarkedet. Den nyeste rundspørge tyder på, at mange af dem er ved at få foden indenfor i folkeskolen eller i en anden skoleform.
11 af de 23, som er med i undersøgelsen, har i dag et job på fuld tid, og fire har et deltidsjob på en folkeskole. Af de øvrige er seks i gang med en ny uddannelse, og en har arbejde som pædagog.
Mange vikariater
Selvom det går fremad, er jobsituationen alt andet end lyserød. De fleste af de nye lærere er ansat i vikariater, og kun få er sikre på at have et job blot et par måneder frem.
»Mit vikariat varer skoleåret ud. Det er fint, men hvad der sker næste år, er helt usikkert. Det er meget svært at komme i nærheden af en fast ansættelse«, siger Michael Haagensen.
»Jeg har fået et job på Bornholm, men det er ikke til at sige, om jeg beholder det. Der er netop blevet afskediget 22 lærere på øen, så beskæftigelsessituationen er presset!« siger Kasper Rasmussen.
Ihærdighed og opsøgende aktivitet har skaffet flere i arbejde. Et eksempel er Lasse Thisgaard. Efter 12 jobafslag vurderede han sidste efterår chancerne for at få et lærerjob til at være meget små, selvom han brugte en stor del af sin tid på at holde øje med opslag og på at skrive ansøgninger.
Nye lærere er ikke til salg for hvad som helst
Trods pessimismen lykkedes det til sidst at få et barselsvikariat 70 kilometer fra bopælen.
»Det er ikke sjovt at skulle bruge lang tid på transport hver dag, men jeg er glad for arbejdet, og hvis alternativet er ikke at undervise, tager jeg gerne de mange kilometer med«, siger den unge lærer.
Lasse Thisgaard leder i øjeblikket efter et nyt job.
Hjælper uddannelse?
Flere af de lærere, der tager en ny uddannelse, gør det på grund af de dårlige jobudsigter. Men hjælper det?
»Beskæftigelsessituationen betyder, at det er godt at have noget andet at give sig til. Da jeg gerne vil undervise på en efterskole, har jeg derfor taget en uddannelse som friluftsvejleder, men jeg har ingen anelse om, hvorvidt det bliver nemmere at få et job«, siger Bitten Bebendorff Scheller.
Denne artikel er den sidste om de nye midtjyske læreres jobsituation. Folkeskolen ønsker dem god vind fremover!
Beholder vi jobbet?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.