Bedsteforældre for anstændighed

Siden vinteren 2007 har en gruppe borgere, der kalder sig »Bedsteforældre for asyl«, stået foran Sandholmlejren hver søndag for at protestere mod regeringens uværdige asylpolitik. Det var samme år, som Undervisningsministeriet og Ministeriet for integration, indvandrere og flygtninge udsendte en pressemeddelelse, der proklamerede, at en ny evaluering kunne påvise »opskriften« på en vellykket integration. Evalueringen tog udgangspunkt i erfaringer fra et toårigt statsfinansieret projekt: »Dette virker på min skole« (2005-2007). Opskriften på en vellykket integration lød blandt andet ifølge pressemeddelelsen: At skoleplacere tosprogede børn på andre skoler end deres distriktsskoler. At teste dem på dansk. At placere tosprogede småbørn i institutioner for at minimere hjemmenes sproglige og kulturelle påvirkning. Inden iværksættelsen af projektet havde regeringen vedtaget love, der omfattede disse tre områder: Undervisning i modersmål blev afskaffet for andre end efterkommere af vesteuropæere for at finansiere intensiveret danskstimulering af tosprogede småbørn (2002). En spredningslov og lov om testning blev vedtaget i 2005. »Dette virker på min skole« og den skjulte undertitel »Regeringspolitikken virker« bliver således to alen af ét stykke.

Hvad har en uværdig dansk asyl- og uddannelsespolitik med hinanden at gøre?

En diskriminerende lovgivning vedrørende sprogstimulering, spredning og testning af bestemte elevgrupper skal administreres og udføres i praksis, ligesom diskriminerende asyllovgivning skal administreres og udføres i praksis. Dansk Røde Kors er sat til at administrere asyllejrene, og dermed bliver organisationen medansvarlig for regeringens kyniske behandling af afviste asylsøgere. Det samme gælder for institutioner og skoler i kommunerne, der er sat til at effektuere urimelige spredningsforanstaltninger, sprogstimuleringstilbud og testning af tosprogede børn. I praksis kan urimelighederne komme til udtryk ved, at etnisk danske småbørn undersøger livet i strandkanten en sommerdag, hvor de tosprogede børn bliver tilbage i institutionerne for at blive sprogstimuleret og siden testet – to vidt forskellige syn på læring og pædagogik.

Man kan undre sig over, at bestyrelsen for Dansk Røde Kors ikke protesterer mod asylpolitikkens diskriminerende konsekvenser. Tavsheden bliver legitimation for asylpolitikken. Samme tavshed præger uddannelsesinstitutionernes holdning til uddannelsespolitikken over for tosprogede børn og unge. Ikke mindst forundres man over, at evalueringskoncerner og højere uddannelsesinstitutioner udfærdiger evalueringsresultater om, hvad der virker i praksis ude i institutionerne, der har slående lighed med regeringens politik om vellykket integration.

Hvem protesterer i dagens Danmark mod brud på tiltrådte internationale konventioner og negligering af pædagogisk dokumenteret viden om, hvad der gavner etniske minoriteter, når NGO- og uddannelsesinstitutionerne ikke synes at gøre det? Bedsteforældre for anstændighed!

»Man kan undre sig over, at bestyrelsen for Dansk Røde Kors ikke protesterer mod asylpolitikkens diskriminerende konsekvenser. Tavsheden bliver legitimation for asylpolitikken«