I den moderne debat synes kvalitetsbegrebet at være fremherskende. Med udgangspunkt i den offentlige sektors brug af blandt andet kvalitetsmålinger og kvalitetssikringer præsenterer Bjørnholt, Andersen og Lolle en saglig og kritisk bog, der tydeligt lever op til sin hensigt om at klarlægge og diskutere kvalitetsbegrebets rolle i den offentlige sektor.
Bogens første del fremstiller væsentlige aspekter ved kvalitetsbegrebet, idet det især sættes i forhold til serviceniveau og -udgifter, brugertilfredshed og -indflydelse. Således diskuteres eksempelvis sammenhængen mellem kommunernes serviceudgifter og brugernes tilfredshed, idet dette forhold endvidere sættes i forbindelse med kvalitetsbegrebet.
I bogens anden del diskuteres, hvilke udfordringer der ligger i at implementere kvalitetsreformen, samt hvilke konsekvenser reformen får for kommunerne. Endvidere sættes kvalitetsreformen i forbindelse med borgerne og de ønsker, der synes at gøre sig gældende blandt befolkningen.
I bogens tredje del ser forfatterne på, hvordan tre konkrete serviceområder - folkeskolen, sundhedsområdet og hjemmeplejen - kan arbejde med kvalitet. Ved at sætte konkrete krav og tiltag i forbindelse med en række undersøgelser afrundes bogen med en kritisk og diskuterende fremstilling af kvalitet i praksis.
"Bag kulissen i konstruktionen af kvalitet" er en systematisk opbygget fagbog, der især henvender sig til ledere og folk med interesse for kvalitetsudvikling og service. Da der i bogen især lægges vægt på forholdet mellem det politiske/kommunale niveau og brugerne af de enkelte serviceydelser, er der tale om en nuanceret fremstilling af en af tidens store trends: kvalitetsudvikling.
Bag kulissen i konstruktionen af kvalitet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.