Baby-face

Det er en knugende fornemmelse, man sidder med efter læsningen af »Baby-face«. Lotte Linck kan skildre miljøet, så man næsten bliver en del af det. Og i bogens miljø er der ikke megen optimisme eller håb at hente.

I et forsumpet, hemmelighedsfuldt landsbymiljø, helt ude hvor kragerne vender, bor skæbner, som for længst er holdt op med at vente sig noget særligt af livet. De er bange for offentlighed og bange for myndigheder. De tager til dels godt imod de tilflyttere, der også har behov for at gå stille med dørene. Og tåler dem så alligevel ikke rigtigt, så sladder og ondskabsfuldheder har gode kår.

Her bor Theis med sin mor og billedet af sin afdøde storebror, Martin. Sorgen over ham fylder meget i Theis hoved. Theis er lidt af en outsider både hjemme og i skolen, og naboens lidt yngre tvillingepiger Line og Lone er hans eneste venner, eller noget der ligner. Med den døde bror på sidelinjen udspilles et kriminaldrama, da tvillingepigerne Line og Lone forsvinder.

Theis er den ikke-handlende. Alting kører rundt inde i hovedet. Men i løbet af historien udvikler han alligevel en slags erkendelse af sin situation, og måske er hans handling til slut i bogen et tegn på, at han er ved at vågne af sin dvaletilstand.

Sproget er lavmælt og dagligdags. Ingen store sprogblomster her, men det er personerne bestemt heller ikke til.

De 80 sider kan fint læses i dansk i de ældste klasser for eksempel for miljøskildringens skyld eller for en diskussion om det »fattigdoms-Danmark«, som også eksisterer i dag. Som frilæsning? ja, hvis eleven kommer godt i gang. For den er lidt sej at komme i gang med.