”Helt ærligt, at være klasselærer er bare det fedeste. Man er den tredje forælder for alle de her skønne unger eller unge mennesker,” siger underviser på UC Syd Simone Sibille Holbæk. ”Prøv at tænke dig, hvilken gave det er at være det i børns liv.”
Det er ved at være mange år siden, Simone Sibille Holbæk havde sin daglige gang i folkeskolen. Nu underviser hun lærerstuderende på UC Syd. Men når hun går gennem Koldings gader, bliver hun jævnligt genkendt af tidligere elever, som stopper op og får en snak med hende om deres liv.
Hun modtager også af og til sms’er fra tidligere elevers forældre, som lige synes, de vil fortælle, at deres barn nu er kommet ind på drømmeuddannelsen eller lignende.
Simone Sibille Holbæk er overbevist om, at det er, fordi hun var de elevers klasselærer i sin tid.
Den dynamiske duo
Ditte Gottfredsen Grammagnat står midt i jobbet som klasselærer. Hun underviser i blandt andet dansk og engelsk på Skovlunde Skole, og også hun er glad for funktionen. Ballerup Kommune, hvor hun arbejder, har valgt at prioritere klasselærerfunktionen højt. På hendes skole er de to om opgaven, fortæller hun. Der er afsat 120 timer om året til opgaven, som de deler.
”Det er, som jeg ser det, en helt vildt værdifuld ting. Min makker og jeg kalder os selv ’Den dynamiske duo’. Det er sådan, vi underskriver vores beskeder, og det er sådan, vi tænker om os selv,” fortæller hun grinende.
Jeg brugte simpelthen så meget af min fritid på at læse om alt det, en klasselærer skal kunne, før jeg fandt mine ben i det
Simone Sibille Holbæk Underviser, Professionshøjskolen UC Syd
Den delte klasselærerfunktion betyder, at der altid er en kollega at vende udfordringerne i klassen med. Ligesom der altid er én, som står klar til at tage over, hvis hun får influenza og er ’ude af drift’ i 14 dage, som hun siger. Det giver tryghed for både hende selv, eleverne og deres forældre.
Det var en kæmpe drivkraft at få ansvaret for en hel klasse, fortæller Ditte Gottfredsen Grammagnat om sin start som klasselærer, da hun var nyuddannet. Men hun blev hurtigt opmærksom på, at det kan tage overhånd.
Læs også
”Jeg har det med at blive superinvesteret i mine elever og vil nogle gange gerne hjælpe dem lidt for meget. Så er det rart at have en makker, som lige kan tage én i skulderen og sige: ’Nu synes jeg, vi skal overdrage det her til nogle andre’ eller ’Nu tror jeg, vi er uden for vores kerneopgave’.”
På skemaet på læreruddannelsen
Simone Sibille Holbæk var uddannet pædagog, inden hun blev lærer. Derfor troede hun, at det ville være let at klare de udfordringer, som klasselærerrollen bød på, fortæller hun. Men skole-hjem-samarbejdet viste sig for eksempel at være en større mundfuld, end hun havde forudset.
”Og så ramte jeg i den grad en anden virkelighed. Alle de fejl, man kan begå, dem har jeg selv begået. Jeg brugte simpelthen så meget af min fritid på at læse om alt det, en klasselærer skal kunne, før jeg fandt mine ben i det og kunne gøre det på en god måde,” siger hun i dag.
Så da hun begyndte at undervise på læreruddannelsen i Haderslev, ville hun hjælpe sine studerende med at få en bedre start på klasselærerlivet. Hun fik lov til at oprette et valgfag om klasselærerfunktionen.
En klasselærer i dag er også terapeut og it-support og læge og advokat og alt muligt andet
Ditte Gottfredsen Grammagnat Skovlunde Skole
”Jeg tænkte, at hvis der ikke var nogen, der var interesseret, så var det jo heller ikke obligatorisk, og så kunne de studerende bare lade være med at vælge det. Men på de første hold var der 80 eller 90, som ønskede at have faget. Det var helt vanvittigt,” husker hun.
Især var de studerende bekymrede over, at de som klasselærere ville komme til at stå for en stor del af samarbejdet mellem skole og hjem og have hovedansvaret for klassens trivsel.
Men så blev læreruddannelsen ændret, og muligheden for at tilbyde valgfag forsvandt.
”Så sad jeg der og tænkte, at mange lærerstuderende har bare en fed personlighed. De vil de her børn. Men det er ikke nok at have en god personlighed, når du står i lort til halsen. Og jeg havde set de studerende vokse af at have noget fagligt at stå på i forhold til klasselærerrollen. Så jeg følte, at jeg var nødt til at skrive en bog, hvor jeg kunne hjælpe de nye lærere med de problemstillinger, de efterlyser svar på.”
Udfordringerne som klasselærer
Som tænkt, så gjort. I foråret udkom ”Klasselærerbogen”. Her har Simone Sibille Holbæk taget de otte problemstillinger, der fyldte mest for hende selv og for de studerende, og skrevet et – kort – kapitel om hver udfordring.
”Jeg har for eksempel taget et emne som mobning og læst al den nyeste forskning og har så kogt det ned til en bouillonterning. For man læser altså ikke lige 100 sider om skilsmissebørn, når man har et barn i sin klasse, der er i mistrivsel på grund af skilsmisse. Så jeg har skrevet 20 sider, som er rimelig nemme at gå til,” fortæller Simone Sibille Holbæk.
Og ja, det er tidskrævende at være klasselærer, istemmer Ditte Gottfredsen Grammagnat:
”Klasselærerrollen, eller måske bare lærerrollen generelt, er blevet en flydende størrelse. Hvor langt skal vi strække os for trivslen? Hvor langt skal vi strække os for at sikre barnets tarv? En klasselærer i dag er også terapeut og it-support og læge og advokat og alt muligt andet.”
At være klasselærer er det bedste – men du skal prioritere benhårdt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.