Arthur

I udviklingsromanen om drengen Arthur fra grænselandet mellem England og Wales gennemgår hovedpersonen sin tid som page for ridderen på naboslottet og bistår denne i arbejdet med at samle deltagere til et korstog. Tiden er årene lige efter 1200, riddertidens højdepunkt, hvor ædle tanker om veldædig dyst var samtaleemnet på ridderborgene. Væne møers ære og Herrens pris er de officielle formål, men lidt personlig velstandsforøgelse var der selvfølgelig ingen grund til at afvise, når lejlighed bød sig. Fortællerens navn er ikke tilfældig. Legenden om ridderne om det runde bord var på dette tidspunkt adskillige hundrede år gammel, men den fik nyt liv i højmiddelalderen. Heltefortællingerne om ridderne blomstrede op mange steder i Europa og holdt deres popularitet nogenlunde til Don Quixotes tid. Arthur i fortællingen udsætter Sir Lancelots bedrifter for sin egen fantasi, næret af en glitrende spejlsten, hvor legendens beretninger synes at blande sig i den skinbarlige, jordnære virkelighed. Men forfatteren bruger ikke magi som virkemiddel. Han beretter bare om, hvilken rolle troen på magi spillede på den tid.

Drengens spirende interesse for kvinder begynder at tage besværligt mange retninger. Den fornuftige og jordnære barndomsveninde ligner ved bogens slutning en svag favorit. Men kan hun accepteres som ægtefælle for en ung mand, der allerede har sine første heltegerninger bag sig, og som har udsigt til ridderslag og en passende borg? Han skal bare lige overstå et korstog. Det kan vi glæde os til at høre om i sidste bind af den planlagte trilogi.

Bogen er spændende, velkomponeret og skrevet i et flot og flydende sprog, der påminder om, at forfatteren begyndte sin skribentkarriere som lyriker. De mange små, ofte ultrakorte, afsnit hænger glimrende sammen og skaber en fin stemning.