Arkitektur og pædagogik har en hel del til fælles

Som enhver, der færdes i byen, kan konstatere ved selvsyn, ekspanderer København i disse år i nærmest eksplosivt omfang. Selve Københavns Kommune vokser efter sigende med knap 1.000 indbyggere om måneden. En stor del af de nye borgere er skolesøgende børn, og det skaber voldsomme kapacitetsudfordringer for Børne- og Ungdomsforvaltningen. Da de københavnske skoler samtidig blev elendigt vedligeholdt op gennem 80’erne og 90’erne, hvor byen var ludfattig, projekteres der kontinuerligt nye bygninger samt renovering og udvidelser af de eksisterende – en bevægelse, der for alvor tog fart med opførelsen af Utterslev Skole i årene 2002-2006. Den første nybyggede skole i kommunen i 25 år.

Peter Garde skildrer udviklingen i en journalistisk single – altså en mellemting mellem en bog og en artikel – der er at finde i fire dele på Københavns Lærerforenings hjemmeside. Og selv hvis man som denne anmelder har sin vante gang i København og er en del af det københavnske skolevæsen, er det en rent forbløffende grad af virketrang og entreprenørskab, man som læser får indblik i.

Peter Garde er først og fremmest en dygtig iagttager. Han formidler detaljer ved bygningernes beskaffenhed og selve byggeprocesserne, som man ikke spotter ved almindelig færden på og omkring den enkelte skole. Det skarpe blik næres af en grundig research, der især er blevet til gennem interview med en lang række aktører fra skolens hverdag samt arkitekter og andre, der har indgået i byggerierne. De mange forskelligartede bidrag er flettet fint ind som autentiske førstehåndsberetninger, der understøtter Gardes flydende baggrundsfortælling særdeles godt.

Ud over mangfoldigheden i de seneste 20 års skolebyggeri, der i sig selv er opsigtsvækkende, har udviklingen i forholdet mellem arkitektur og pædagogik tydeligvis optaget forfatteren. Hvor det i ældre bygninger kan være en stor begrænsning, at de fysiske rammer betinger pædagogisk praksis, giver de ny- og ombyggede skoler anderledes muligheder for at forfølge didaktiske visioner. Det er nemlig tidssvarende bygninger med inspirerende arkitektur, ”der ikke bare gentager velkendte løsninger, men som åbner for oplevelser og nye pædagogiske muligheder”. Det er netop fordringen om kreativitet, meningsfuldhed og æstetik, som arkitektur og pædagogik har til fælles.

Et smukt og righoldigt billedmateriale supplerer Gardes spændende historiefortælling, der ville gøre sig glimrende som en lidt mere gennemarbejdet, trykt coffee table book i forkontoret på den københavnerskole, hvor jeg arbejder.

Skal jeg sige noget dårligt om denne fine tekst, er det netop den, efter min mening, lidt kranke skæbne, den har fået som opslag under menuen "Aktuelt" på den københavnske lærerkreds’ hjemmeside blandt beretninger om kommunens sommerkoloni og det evigttunge tema om lærernes manglende tid. Det er muligt, de københavnske lærere af og til slår deres digitale vej forbi klfnet for lystlæsningens skyld; jeg tvivler imidlertid på, at skolelederne, arkitekterne og alle andre potentielt interesserede læsere gør. Men det vil være godt for dem – og for folkeskolen i København – at de læser Peter Gardes historie!