I Danmark har vi en stærk tradition for en vidtgående fortolkning af ytringsfriheden, ligesom der er metodefrihed for undervisere på landets uddannelsesinstitutioner. Vi hylder princippet om lighed for loven og troen på, at mennesker er lige meget værd. Og vi værner samtidig om retten til at tro og sige det, vi vil. Og vi værner om pennens og kunstens frihed. Lad os holde fast i det.

I Frankrig er en skolelærer blevet myrdet fordi han viste tegninger af Muhammed i sin undervisning. For ytringsfriheden og i skolesammenhæng er det en både gruopvækkende og skelsættende begivenhed. De efterfølgende angreb på ytringsfriheden i Nice og Wien ligeså.

Ligesom det bliver debatteret hvorvidt tegningerne skal smækkes op i avisannoncer, bliver det blandt politikere og meningsdannere drøftet, om tegningerne skal gøres til obligatorisk pensum og om børn og unge skal kunne fritages fra undervisning i ytringsfrihed på grund af karikaturtegningerne. Det er ikke en holdbar løsning. Den lille gruppe børn, hvis forældre ville benytte en såkaldt fritagelsesklausul, kan netop være de børn og unge, der har allermest brug for at blive undervist i ytringsfrihed.

I stedet for at tale om pensumkrav og diskutere, om tegningerne skal smækkes op på et smartboard eller ej, vil jeg langt hellere tale om, hvilke kundskaber og hvilken dannelse og viden vi gerne vil styrke hos børn og unge – inklusiv hos dem, der kommer fra familier, som føler sig stødt over karikaturtegninger af Muhammed.

I undervisningen bør fokus være på at styrke de faglige pointer om ytringsfriheden som grundsten i vores demokrati, den diplomatiske krise som tegningerne udløste og det tragiske mord på den franske lærer, og øve børnene i at være lodret uenige sammen.

Kritisk stillingtagen hænger sammen med at kunne se en sag fra flere vinkler, at kunne arbejde kildekritisk, at værdsætte åndsfrihed, ligeværd og demokrati, at kunne lytte til hinanden og dem, man er allermest uenige med, at kunne argumentere for sin sag, og at kunne redegøre for balancen mellem ytringsfriheden og andre hensyn. Og også hvad der har været på spil for ytringsfriheden, religionsfriheden og forbuddet mod diskrimination gennem tiden og frem til i dag. Eller hvad man selv synes er god stil i kampen for ytringsfrihed.

Vi skal holde fast i lærernes metodefrihed, for det skal være op til den enkelte lærer at foretage den faglige vurdering af, om tegningerne skal vises som et didaktisk greb eller ej. At vise tegningerne i undervisningssammenhæng styrker ikke nødvendigvis opbakningen til ytringsfriheden og børn og unges demokratisk handlekompetence. Og slet ikke hvis vi stiller barnet eller den unge i en situation, hvor det er forældrenes kamp, de skal udkæmpe. Skolen skal samle, ikke splitte.