Anmeldelse

Ledelse af co-teaching

Lær at lede co-teachingdansen

Forfatternes dansemetafor giver tydelige billeder af co-teachingdansens kunst og muligheder. Kridt danseskoene, og kom ud på dansegulvet. Scenen bliver din. En vej til bedre inklusion.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ledelse af co-teaching" er skrevet af to førende amerikanske eksperter inden for co-teaching. Tilsammen har de massiv erfaring med implementering af co-teaching, hvilket kan ses, som et stærkt aftryk på bogen. Bogen er spækket med erfaringer og eksempler på, hvordan du som leder kan danse dansen. Der er gode råd, tips og tricks. Den er handlingsanvisende og nem at læse og forstå.

Fakta:

Titel: Ledelse af co-teaching

Forfatter: Wendy Murawski, Lisa Dieker

Pris: 335

Sider: 216

Forlag: Dafolo

Men den gennemsyres af en amerikansk skolekultur, og en af de store forskelle er, at man her tænker co-teaching, hvor den ene lærer er almen lærer og den anden speciallærer. Det ændrer dog ikke ved, at mange af de ledelsesvejledninger og idéer, der præsenteres i bogen, let kan overføres til skoleledelse i en dansk kontekst.

Bogen består af ti kapitler, der grundigt fører læseren gennem koreografien til en skole, der kan udføre kunsten at danse som co-teachere. Der er tykke streger under dna'et i co-teaching. Sammen skal man co-planlægge, co-undervise og  co-evaluere. ”Så længe to eller flere professionelle co-planlægger, hvad de har tænkt sig at gøre, og gør det kollaborativt sammen med en gruppe elever og derefter evaluerer resultaterne sammen, så co-teacher de”, er forfatternes holdning.

I bogen lægges der stor vægt på, at den logistiske opbygning omkring co–teaching er altafgørende for, at man som skole kan lykkes: De professionelle skal have mulighed for at mødes, skemaet skal være sammenhængende og ikke sprede sig over alt for mange forskellige børn eller fag. Bogen indeholder desuden brugbare skemaer til blandt andet planlægning, observation og feedback, som med lidt snilde kan bruges i en dansk skolekultur.

Bogens sider har noter og eksempler i marginen samt et væld af henvisninger til mere litteratur og yderligere fordybelse. Det er med at stå godt fast i danseskoene, hvis man skal bevare overblikket i bogens layout, som for mig er lidt uoverskueligt.

Hvordan er det, co-teachinglærere gør sammen, substantielt anderledes og bedre for eleverne end det, en enkelt lærer ville gøre alene? Et essentielt spørgsmål, man kan tage med sig fra bogen og ud i dansen, så to professionelle i et klasserum tilsammen er meget mere end hver for sig.

Bogen henvender sig til ledere i folkeskolen og gymnasiet. Det er en håndbog, der med en fordanskning kan bruges til arbejdet med at implementere co-teaching i de danske læringsmiljøer, så de bliver endnu stærkere og inkluderende. En måde at skabe og lede mellemformer på i praksis.