Hvem tager sig lige af at få lavet invitationen til forældremødet, tømme opvaskemaskinen i skolens personalerum eller lede det udvalg, der skal udarbejde skolens antimobbeplan?

Alt for ofte ender opgaver, der hverken er interessante eller prestigefyldte hos de samme personer. Og ofte er det kvinder.

Det skal der laves om på, og derfor skal skoleledelserne være bedre til at tage mere ansvar for en bedre opgavefordeling, lyder budskabet i en ny bog ned titlen ’Nej-klubben’, som udkommer på dansk i dag.

Lise Vesterlund

Lise Vesterlund er professor i økonomi på University of Pittsburgh i USA og en af forfatterne til bogen 'Nej-klubben', som netop er udkommet på dansk.

Se mere om bogen her

”Jeg kommer fra en familie, hvor alle arbejder hårdt, og det har jeg også altid selv gjort. Men for omkring 12 år siden nåede jeg til et stadie, hvor jeg ikke kunne følge med mere”, fortæller Lise Vesterlund, som er en af bogens forfattere.

Til daglig er hun professor i økonomi på University of Pittsburgh, hvor hun blandt andet har forsket i mænds og kvinders villighed til at påtage sig det, hun sammen med sine medforfattere har døbt ’ikke-forfremmende opgaver’.

Inspirationen til Lise Vesterlunds forskning udspringer til dels af hendes egne oplevelser i forskerverdenen, men hun understreger, at mekanismer findes i alle kroge af arbejdsmarkedet.

”Fire af mine veninder, der har helt forskellige baggrunde, var i samme situation som mig. Så vi begyndte at mødes en gang om måneden for at tale om det".

"Her fandt vi hurtigt ud af, at vi havde det til fælles, at vi havde travlt med en masse opgaver, som ikke var centrale for de job, vi havde. Vi påtog os en masse opgaver, som var gode for de virksomheder, vi arbejdede for, men som ikke battede noget i forhold til vores egne lønforhøjelser eller karrierer”, fortæller Lise Vesterlund.

Ikke ’lorteopgaver’, selv om det føles sådan

Til at starte med talte gruppen om opgaverne som ’lorteopgaver’, der åd deres tid.

Men efterhånden gik det op for dem, at ’lorteopgaverne’ er vigtige at få udført - bare ikke for den, som har ansvaret for at gøre det.

”Det er opgaver, som gavner vores organisationer, men ikke vores karrierer, så vi omdøbte dem til ’ikke-forfremmende opgaver’ i stedet".

"’Ikke-forfremmende opgaver’ er arbejde, vi alle sammen synes skal løses, men vi anerkender dem ikke, og indsatsen bliver ikke belønnet. Og vores forskning har vist, at kvinder meget oftere end mænd løser de ikke-forfremmende opgaver”, fortæller Lise Vesterlund.

Konkret kan opgaverne være alt fra at være den, der i praksis har ansvaret for at rydde af efter personalemødet, den der hjælper nye medarbejdere til rette, den der er skolens uofficielle go-to-person, når printeren driller. Og selv opgaver, der ellers på papiret ser gode ud på cv’et som fx at sidde i diverse udvalg og komiteer.

Men i praksis tager alle den slags opgaver tid fra det arbejde, man rent faktisk bliver bedømt på, fortæller professoren.

Hun nævner som eksempel en undersøgelse, hvor 90 procent af de adspurgte medarbejdere svarede, at det er meget vigtigt for dem, at deres ledere spørger ind til medarbejdernes trivsel.

Alligevel var det kun 25 procent af dem, der anerkendte det, når lederne faktisk gjorde det.

Kvinder ender med opgaverne

Præmissen for bogen ’Nej-klubben’ er, at kvinder udfører en langt større del af det ’ikke-forfremmende opgaver’ end deres mandlige kolleger, hvilket Lise Vesterlunds forskning bekræfter og mange af denne artikels (kvindelige) læsere sikkert kan genkende fra deres egen hverdag.

Men hvorfor er det sådan? Det har Lise Vesterlund selvfølgelig nogle bud på.

”Vores forskning viser, at en stor del af årsagen er, at vi alle sammen – også andre kvinder – forventer at kvinder påtager sig de ikke-forfremmende opgaver”, siger hun.

”Så når vi sidder til mødet og skal finde ud af, hvem der skal påtage sig den opgave, som ingen rigtigt gider, så forventer vi, at en kvinde ender med at række hånden op. Det resulterer dels i, at kvinder oftere end mænd melder sig frivilligt, og dels i, at hvis vi er nødt til at spørge en person, så er det meget oftere kvinderne, vi spørger. Og det gælder både mandlige og kvindelige ledere. Og endelig, så er kvinder meget mere tilbøjelige end mænd til at sige ja, når de bliver spurgt”.

Ledelse er løsningen

Så er løsningen, at kvinder skal stoppe med at række hånden op, når de sure pligtopgaver skal fordeles?

Kun i meget lille grad, understreger Vesterlund, for ondets rod er forventningen til kvinderne.

Forventningerne betyder, at skulle en kvinde sige nej til at påtage sig (endnu) en ikke-forfremmende opgave, er reaktionen en helt anden, end hvis en mand siger nej.

'Nej-klubben'

Nej-klubben - Et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde af Linda Babcock, Laurie Weingart, Lise Vesterlund og Brenda Peyser er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Den koster 300 kroner og er 312 sider lang.

”Der er ikke nogen ret stor risiko for en mand, hvis han siger nej til en opgave, mens en kvinde, der siger nej, oftere vil blive set som en dårlig medarbejder. Oven i det er kvinden meget mere tilbøjelig end manden til at føle skyld, hvis hun siger nej”.

Vi har bragt nogen roller fra hjemmet med på arbejdspladsen, og der har de kørt i lang tid, uden at vi nærmest har opdaget det, mener Vesterlund, som siger, at det er på tide, vi revurderer, hvordan vi fordeler de ikke-forfremmende opgaver.

Ikke kun for kvindernes skyld, men også for arbejdspladsernes. For som det er nu, fordeler vi ikke opgaverne efter, hvem der er bedst til at løse dem, og det koster i sidste ende dyrt.

Død over ’frivillighedsprincippet’

Ledelserne kan heldigvis gøre meget for at løse denne problemstilling, oveni købet uden at skulle smide en masse penge efter det.

”Vi kan komme rigtig langt med små ændringer her”, understreger Lise Vesterlund.

”Det første, man som leder skal gøre, er at overveje, hvad der er forfremmende og ikke-forfremmende opgaver her på skolen. Vi kan have en tendens til at sige, at ’alt er forfremmende’, men så lad os se på, hvad der mest og mindst forfremmende”.

Herefter skal man kigge på, hvem der påtager sig de ikke-forfremmende opgaver, siger Vesterlund.

Har arbejdspladsen et problem med kønsfordelingen, eller er vi den måske eneste arbejdsplads i verden, som ikke har det?

”Hvis det er tilfældet, skal man skynde sig at offentliggøre det, så andre kan lære af det”, smågriner økonomiprofessoren.

”Men hvis man når frem til at, ’ja, vi har et problem her’, skal man kigge på, hvordan man fordeler opgaverne. Måske er den bedste metode ikke at bede nogen om at melde sig frivilligt – måske er lodtrækning eller at lade det gå på tur bedre. Måske er det bedre, hvis arbejdet bliver strategisk fordelt af ledelsen. Nogle af opgaverne kan måske endda løses af en anden, billigere kategori af medarbejdere, for eksempel en studentermedhjælper”.

Kvinder fordeler arbejdet mere ligeligt

De fleste skoler i Danmark har en overvægt at kvinder blandt det pædagogiske personale. Og det kan godt flytte dynamikken lidt, siger Lise Vesterlund, men det er ikke væk.

”Jeg tror, at der på enhver arbejdsplads vil være nogle medarbejdere, som har mange ikke-forfremmende opgaver og nogle, der har meget få”, siger hun.

”Der er en tendens i vores studier, der tyder på, at de ikke-forfremmende opgaver vil være lidt mere ligeligt fordelt på kvindedominerede arbejdspladser, mens de på arbejdspladser med primært mænd vil være mere ulige fordelt, med nogle få stykker der påtager sig rigtig mange ikke-forfremmende opgaver, og mange som har meget få eller ingen af den type opgaver".

"Men uanset kønssammensætningen i en gruppe vil der altid være nogle, der er bedre til at snyde sig udenom, så det er en god ide, hvis lederen er opmærksom på fordelingen uanset. Og, medmindre der er en rigtig god grund, sørge for at de også kommer til at løfte en del af byrden”.

Ikke et individuelt ansvar

Lise Vesterlund understreger flere gange i interviewet, at det er op til arbejdspladserne at lave om på den skæve kønsfordeling af ikke-forfremmende arbejde, ikke den enkelte kvinde.

Men hun vil gerne give et par tips til, hvad man selv kan gøre, mens man venter på at ledelsen skrider til handling.

”Det første er selvfølgelig at blive opmærksom på, hvad man laver af forfremmende og ikke-forfremmende arbejde. Det er grundlaget for at blive mere strategisk omkring at få raget flere forfremmende opgaver til sig”, siger hun.

”Når man så er opmærksom på, hvor meget ikke-forfremmende arbejde, man laver, skal man se på om, der er mulighed for at omfordele noget af det. Det, man i den sammenhæng med fordel kan være opmærksom på, er at dine ikke-forfremmende opgaver kan være forfremmende opgaver for andre – typisk en yngre eller nyere medarbejder”.

Det kan for eksempel godt være, at du ikke får andet end besvær ud af at være formand for engelskfagudvalget, men for en nyansat kan den post være en måde at vise kolleger og ledere, at man har ideer, er ambitiøs og ikke er bange for at tage ansvar.

Det strategiske ’nej’

Lise Vesterlund og hendes medforfattere anbefaler et ’strategisk nej’ eller et ’forhandlet ja’ når man bliver spurgt, om man kan påtage sig endnu en ’ikke-forfremmende opgave’.

Med et ’strategisk nej’ giver man en kort forklaring på, hvorfor man ikke kan løse opgaven, og så henviser man til en mulig løsning af opgaven.

”Gør det først klart, at konsekvensen af at påtage sig opgaven er, at der er kerneopgaver, man så ikke har tid til. Hjælp dernæst ved at henvise til en anden medarbejder, som har færre af den type opgaver, og for hvem opgaven kan være forfremmende.”

”Vær dog forsigtig med dit nej. Det er rigtigt skidt at være den medarbejder, som altid siger nej, og kvinder har mindre plads til at sige nej” siger Lise Vesterlund.

”Henvis til at der er andre opgaver som bedre udnytter din erfaring og som du er glad for at påtage dig. Eller sørg i det mindste for at forhandle dit ja.”