En roman eller et pædagogisk projekt

"Frie børn flyver højest" kan læses som en kommentar til coronakrisen med flagermus, der inficerer og forvandler hovedkaraktererne. Der bliver beskrevet skærmtid, og hvordan der flittigt vaskes hænder. Der er undtagelsestilstand – den nye universelle glose.

Budskabet om at passe på hinanden er sådan set fin nok, men bogen bliver måske mere et pædagogisk projekt end skønlitteratur. Hovedkarakteren, der går i 4. klasse, fortæller om sig selv at have knækket læsekoden. Noget af en metarefleksion for en på den alder. Der er intertekstuelle referencer som ”Vi voksne kan også være bange” fra 1978. Det er svært at fange pointen i referencen, der vist mest er til den voksne læser. Der er også henvisninger til udstillingssteder, Cisternerne og en kunstner som Thomas Damsbo og hans kæmper. Men hvad er formålet? I bogens efterord takker forfatterne en 4.c, som givetvis har været en del af (skrive)processen. Bogen bærer måske præg af at være lidt for intern.

”Jeg er ensom. Så ensom, at ensomheden har forladt mig” bliver en ret abstrakt sætning. Lidt videre: ”Vidste du godt, at det tager længere tid at heale – altså at komme over sin sorg – hvis man ikke sørger lige præcis på det tidspunkt, hvor man har allermest brug for det” virker igen henvendt til en voksen læser. Der er et godt potentiale for filosofisk tænkning, men er målgruppen med?

Til bogen er en QR-kode, som sender læseren til en sang, ”Inkululeko”, som betyder "frihed" på zulu og swahili – det bedste ved bogen. Bogens omslag er fængende med flagermus og lækker grafik. Der er enkelte illustrationer i, og der kunne med fordel have været flere – et muligt spor, der ikke rigtig bliver udnyttet.

Bagest i bogen er en ordliste med forklaringer, hvilket egentlig er en god finesse ved bogen, men som måske også peger på, at der er mange svære referencer. Bogen anbefales bedst til højtlæsning.