Hvis der er en Vorherre, og hvis han ser på viljen, skulle der være gode muligheder for en hovedstyrelsesperiode uden blokdannelse og med en afbalanceret politik, der favner alle. For ord som 'afbalanceret', 'dialog' og 'nej til blokpolitik' blev flittigt anvendt på den nye hovedstyrelses første ordinære møde.
Første prøve på viljens omslag til praktisk politik var beslutningsprocessen frem til valg af forretningsudvalg og formænd for de tre faste udvalg.
Hovedstyrelsen fulgte formandens og næstformandens indstilling om, hvem der skulle lede udvalgene. Men først efter en styrkeprøve på stemmer.
Efter lang debat blev Stig Andersen genvalgt som formand for fagligt udvalg. Han fik 14 stemmer i kampvalg med Karsten Holst, som fik 13. Jørgen Stampe ønskede at fortsætte som formand for organisationsudvalget, men tabte til Karsten Holst med stemmerne 12-15. Jørgen Stampe blev i stedet formand for pædagogisk udvalg med 20 stemmer. Ebba Kjær Rasmussen, som havde posten i den gamle hovedstyrelse, fik 7 stemmer.
Balance eller katastrofe
- Vores forslag er lavet for at få en afbalanceret helhed med sikkerhed for et godt samarbejde, hvor et lille flertal ikke majoriserer et stort mindretal. Vi skal arbejde med hinanden uden at grave grøfterne dybere, sagde Anni Herfort.
Københavnerlærernes formand, Jan Trojaborg, støttede, at Stig Andersen blev formand for fagligt udvalg igen.
- Overenskomst-97 er nærmest dynamit på forhånd, derfor er det vigtigt, at formanden for fagligt udvalg ikke har ekstreme holdninger, og Stig er ikke en ekstrem ja-siger, sagde han.
Anders Bondo Christensen havde ikke noget imod de tre personer, som var foreslået på formandsposterne, og han argumenterede for at undgå en afstemning.
- Men der er brug for et klart signal til medlemmerne om, at hovedstyrelsen tager resultatet af de to urafstemninger og hovedstyrelsesvalget alvorligt ved at ændre politisk kurs, sagde han.
Signalet skulle være, at Stig Andersen ikke blev genvalgt som formand for fagligt udvalg. Ikke fordi han havde lavet et dårligt arbejde, men fordi medlemmerne skulle se, at der er sket en politisk ændring, og det kunne klares ved at placere Karsten Holst på posten.
- Han er ikke en ekstrem nej-siger, vi har jo hverken peget på mig selv eller Rigmor Jark, understregede Anders Bondo Christensen.
Jørgen Stampe ville godt skifte fra organisationsudvalget til pædagogisk udvalg. Men kun på betingelse af, at man samtidig ville sende et politisk signal ved at fjerne Stig Andersen fra formandsposten i fagligt udvalg.
Astrid Schjødt Pedersen og Ernst Øxner talte for samarbejde og mod blokdannelse, og også de understregede begge, at det var vigtigt at sende et signal til medlemmerne.
Bjarne Krogh mente, at det var nødvendigt med et personskifte.
- Det vil være totalt katastrofalt, hvis forretningsudvalget ikke ændres, sagde han.
Bo Rønne fandt det positivt, at alle talte om samarbejde, bred debat og åben dialog.
Men hvad betyder det, når man begynder med et ultimatum om, at Stig Andersen skal fjernes, spurgte han, og Jan Trojaborg og Søren Eske Christensen var forundrede over, at utilfredshed med arbejdstidsaftalen og foreningens faglige linie skulle betyde, at Ebba Kjær Rasmussen ikke kunne fortsætte som formand for pædagogisk udvalg. Det samme sagde hun selv, men sådan blev resultatet.
Regnskab godkendt
Inden mødet i den nye hovedstyrelse var den afgående hovedstyrelse samlet for at godkende foreningens foreløbige regnskab for 1995, så ansvaret for økonomien kunne gives videre - 'overdragelse af foreningens aktiver', som det hedder i vedtægtssprog.
Efter at økonomichef Oskar Trib havde givet en detaljeret gennemgang af regnskabet, blev det godkendt. Der blev stillet ganske få spørgsmål, og Kristian Fløj-Jensen fremhævede medlemsbladets særdeles tilfredsstillende resultat. Fra for fåår siden at have kostet næsten ti millioner om året i kontingentkroner, blev udgiften i 1995 kun på 700.000 kroner.
Den nye hovedstyrelse godkendte senere det foreløbige årsregnskab uden bemærkninger. Når det endelige regnskab til sin tid har været behandlet i kongressen offentliggøres det i Folkeskolen.
Arbejdet begyndte med afstemninger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.