Anita vil starte inklusionsdebattens svar på #metoo-bevægelsen

Omverdenen skulle bare vide, hvad inklusionen gør ved hverdagen i folkeskolen.

Det er tankegangen bag en ny hjemmeside med navnet inklutoo.dk. Siden har det ene formål at samle anonyme vidnesbyrd fra forældre og skolefolk, der har erfaringer med inklusion.

”Alle børn skal kunne have en god skolegang og alle kan bidrage. Gennem forældre og ansattes erfaringer tror vi på at vi kan lære og udvikle skolen så ingen børn bliver ladt i stikken og de unge mennesker kan gå videre ud i livet med rank ryg,” lyder introduktionen på inklutoo.dk.

”Vi vil gerne (…) inklusionshistorier fra folkeskolen gennem de sidste 10-15 år. Historier fra hele landet og gerne både de gode, de dårlige og alt midt imellem”, står der også.

På sitet er der videoer med Pernille Aalund, Manuu Sareen og Lasse Rimmer, der fortæller om deres skoletid. Og under en menupunktet ”historier” kan man allerede finde beretninger fra forældre og lærere.

De fleste af de 38 beretninger, der ligger på siden i skrivende stund kommer fra forældre til elever med adhd, autisme eller skolevægring eller fra forældre, hvis børn har oplevet udadreagerende adfærd fra elever, der er forsøgt inkluderet i en klasse i almenskolen.

Selvom folkene bag sitet også inviterer til at dele de gode historier, hører de lige nu til sjældenhederne på sitet.

Indtil videre er fem vidnesbyrd skrevet af enten lærere eller af en lærervikar på en skole.

Du kan læse tre af beretningerne her:

1. Jeg var ny klasselærer

Jeg var ny klasselærer for en 1. klasse, hvor en elev med en autisme-diagnose var en del af klassen. Jeg havde ingen faglige eller praktiske forudsætninger for at inkludere eleven i en klasse på 26 børn, og de ekstra ressourcer var primært pædagogmedhjælpere uden faglig viden om autisme, som engang imellem kunne sidde uden for klasseværelset sammen med eleven og tegne.

Utallige måneder med konflikter, slåskampe og en faglig ‘’parkering’’ med simple regnestykker i klasseværelset var dybt utilfredsstillende, både for mig som lærer, for forældrene og for resten af klassen. For slet ikke at tale om det pågældende barn, hvor den faglige udvikling stod helt stille, og hvor de øvrige klassekammerater trak sig fra vedkommende, som til sidst heller ikke kunne trives socialt.

Efter over et år blev barnet endelig udredt tilstrækkeligt til at skifte skole. Men systemet svigtede helt fra starten - barnet skulle aldrig nogensinde have gået i en almindelig folkeskoleklasse.
Dette er blot et eksempel på mange lignende tilfælde i min treårige periode som klasselærer, hvilket fik mig til at skifte fag til noget helt andet.

2. Det kan jeg ikke blive ved med at holde til

I børnehaveklassen har det de sidste to år - efter at alle børn som udgangspunkt skal begynde i en almenklasse - været meget svært at gennemføre undervisning pga. støj, afbrydelser, konflikter og vold.

De fleste af børnene er klar til at gå i skole, men de får ikke den undervisning, de har krav på, og som de fortjener. En del af børnene er nervøse for at komme i skole, fordi de risikerer at blive talt grimt til og skubbet, slået eller få deres ting ødelagt. Hver dag i to år er jeg gået på arbejde med dårlig samvittighed og en følelse af utilstrækkelighed. Det kan jeg ikke blive ved med at holde til.

3. Som ansat oplever jeg en masse dejlige børn, der bare har så svært ved at blive mast ned i de rammer folkeskolen har

På vores skole oplever vi på daglig basis børn, der slår hinanden og af og til slår voksne. Som ansat oplever jeg en masse dejlige børn, der bare har så svært ved at blive mast ned i de rammer folkeskolen har. Jeg oplever, at vi voksne føler at vi slet ikke kan følge med.

Jeg er på deltid og har (antal anonymiseret) klokketimers undervisning ugentligt. Til de timer har jeg 3 timers forberedelse ugentligt - 3 timer! Men ofte bruger jeg ikke de tre timer til at forberede mig, for meget tid går med at beskrive konfliktefyldte hændelser, kontakte hjemmene for at orientere eller med, sammen med mit team, at udtænke handleplaner for de elever, der ikke er i trivsel.
Så jeg synes det er svært at få tid til at at planlægge og udføre inkluderende undervisning.

Indspark til kommunalvalget

Det er ikke tilfældigt, at hjemmesiden er blevet offentliggjort her to måneder inden kommunalvalget, fortæller Anita Hove Olesen, der er én af tre forældre fra Holstebro, der står bag hjemmesiden til dr.dk.

I hendes kommune har politikerne som i mange andre vedtaget et mål om at inkludere flere børn i almenklasserne, fortæller Anita Hove Olesen.

Hun håber på, at der vil komme tusindevis af vidnesbyrd fra hele landet, som folkene bag inklutoo kan samle til en slags rapport, der skal vise politikerne, hvad der virker og ikke virker, når det kommer til inklusion i skolen, forklarer hun.

”Metoo blev en bølge på landsplan, som ikke var til at komme udenom - det håber vi også på," siger hun til dr.dk.

Kan ikke gardere sig mod falske beretninger

Men når alle henvendelser er anonyme, hvordan undgår man så, at folk med interesse i enten mere eller mindre inklusion opretter falske beretninger?

Det har Folkeskolen spurgt Anita Hove Olesen om.

"Vi går tillidsbaseret til projektet og til de mange mennesker, vi henvender os til. Vi kan selvfølgelig aldrig gardere os 100 procent overfor en falsk beretning, men vores udgangspunkt er, at vi tænker, at de mennesker, der skriver på InkluToo er forældre og ansatte, som har noget på hjertet og kan se sig selv i vores målsætning," skriver hun i en mail.

I skrivende stund kommer 33 ud af 38 henvendelser fra forældre, der enten har elever med særlige behov, eller elever, der oplever at være blevet ofre for andre elever med særlige behov.

Folkeskolen har derfor også spurgt, hvordan folkene bag inklutoo.dk vil i undgå, at siden bliver et ekko-kammer med den samme type henvendelser fra en bestemt gruppe i debatten om inklusion?

"Idet vi giver ordet frit, udenom eksempelvis et stramt forskningsdesign, tænker vi netop, at der er plads til nogle nuancer, som måske ikke plejer at indfinde sig i debatten omkring inklusion. Og dem håber vi også at kunne lære af. Samtidig er InkluToo jo en spejling af dem, der finder det interessant og deres unikke historier. Så kommer der mange historier med samme synspunkt, må vi tage det som en udtryk for, at det er det, der fylder i samfundet," lyder svaret fra Anita Hove Olesen.