”Jeg er ikke queeraktivist. For mig handler det om oplysning og dannelse.” Sådan siger lærer Andreas Steffensen om at undervise i pride, køn og seksualitet.
1.d på Tove Ditlevsens Skole i København har matematik tirsdag morgen, men i denne uge er det en smule anderledes. Det er den 11. august, og prideugen i København er skudt i gang. Faktisk kommer optoget lørdag også lige forbi Tove Ditlevsens Skole, og Andreas Steffensen benytter ugens farverige begivenheder til at inddrage pride, køn og seksualitet i sin undervisning.
Efter ti minutters afslapningsbånd, hvor eleverne koncentreret maler i malebøger, kun afbrudt af skramlen med penalhuset og hvisken om farveblyanter, klapper Andreas og hans medlærer Klara Brems Alexandersen på lårene og tysser på klassen for at få elevernes opmærksomhed.
Elevernes lokalmiljø
”I dag skal det handle om flag,” siger Andreas Steffensen ud i klassen. Et par af eleverne sidder allerede ivrigt med hænderne i vejret, selvom han endnu ikke har stillet et spørgsmål.
”Hvilke flag kender I?” spørger han. En elev rækker hånden op. ”Palæstina,” siger han. Klara Brems Alexandersen skriver det på tavlen. ”Indonesien,” siger en anden og ”Tyskland,” siger en tredje.
En elev nævner at Sommerland Syd også har et flag. Andreas Steffensen smiler og nikker.
Andreas Steffensen har været lidt i tvivl om, hvor meget han kunne gå ind i emnerne bag prideugen, når eleverne trods alt kun går i 1. klasse.
”Som en start introducerer jeg bare de forskellige regnbueflag, og så kan vi have en snak om, hvem nogle af de forskellige flag repræsenterer,” forklarer Andreas Steffensen. Han ser det også som en undervisning i elevernes lokalmiljø. Paraden lørdag kommer nemlig lige forbi Tove Ditlevsens Skole.
”Når nogle af eleverne måske ser paraden eller ser et flag, kan de genkende det og sige, at det ved de faktisk lidt om nu,” forklarer han.
De klapper på lårene igen og tysser på klassen. Et par elever hvisker lidt og drejer rundt på stolene, inden de igen kigger opmærksomt op mod Andreas Steffensen, der holder pegefingeren for læberne som signal til, at de skal tie stille.
Andreas Steffensen går over til sin computer, der er sluttet til den elektroniske tavle. Han googler et regnbueflag, som toner frem på storskærmen.
”Er der nogen af jer, der har set et regnbueflag før?” spørger han eleverne. Flere af eleverne nikker og rækker hånden op. Andreas Steffensen peger ned mod pigen, der har hånden i vejret. Hun fortæller, at de har et regnbueflag hjemme hos hende.
”Sejt,” siger han og nikker.
Andreas Steffensen går ud midt i klassen fra sin plads bag katederet. Prideflaget er et flag, der bliver brugt til blandt andre at repræsentere homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner, forklarer han til klassen. Han spørger om nogle af eleverne kan forklare, hvad det betyder.
En dreng bagerst i klassen rækker hånden op og giver sig på bedste vis i kast med at forklare, hvordan det betyder, at man kan forelske sig i hvem man vil.
Folkeskolen har et ansvar
”Jeg kender en dreng, der har to far'er, og de er altså kærester,” siger en pige bagerst i klassen. En anden elev stemmer i og siger, at det gør han også. Andreas Steffensen nikker, imens han forklarer, at det hedder en regnbuefamilie.
Andreas Steffensen kan også ærgre sig over at, der er elevgrupper, der går ud af folkeskolen eller en ungdomsuddannelse uden at være blevet undervist i pride, køn og seksualitet eller fået at vide, hvor man kan gå hen, hvis man som barn eller ung har tanker eller spørgsmål om emnet.
”Der synes jeg faktisk, at vi som skole har et ansvar for at bryde med de her barrierer,” siger Andreas Steffensen.
Han oplever desværre ikke, at det er noget, der bliver prioriteret.
Mangler fagpersonale
”Jeg ved jo ikke alt. Det ville være rart, hvis der sommetider kom fagpersonale ud og underviste i LGBTQ+, men det er ikke bare ikke altid det bliver prioriteret,” påpeger Andreas Steffensen.
Han er også overbevist om, at mere oplysning og mindre berøringsangst kan fostre en mere rummelig kultur, hvor b.la LGBTQ+ ikke længere er et emne, der bliver opfattet som kontroversielt at undervise i.
Tilbage i 1.d efter et frikvarter i solen deler Andreas Steffensen perleplader ud til eleverne. En sitrende uro spreder sig i klassen.
”Jeg vil gerne havde en firkantet perleplade,” siger en elev. ”Jeg skal bruge megamange blå perler,” siger en anden.
Andreas Steffensen og Klara Brems Alexandersen løber lidt frem og tilbage, imens de i pendulfart fragter perler fra en stor plasticpose over i små condibøtter og ud til bordene. Da alle borde har perler og perleplader sænker roen sig, og med tegningerne som skitser fordyber eleverne sig i at lave en perleplade magen til.
”Jeg er ikke queeraktivist”
Rundt på bordene begynder man at kunne se flere prideflag, de transkønnedes flag, dannebrog og et palæstinaflag.
En gang imellem høres der frustrerede udbrud over at perleplade og tegning ikke helt stemmer overens.
Og på den måde flyder undervisningen i pride, køn og seksualitet sammen med matematikken.
”For mig handler undervisning i pride og pridens historie mere om dannelse og oplysning. Jeg er ikke en queeraktivist. Jeg vil bare gerne give eleverne de bedste rammer for at indgå i fællesskaber med forskellige slags mennesker,” forklarer Andreas Steffensen.
Eleverne er ved at lægge sidste hånd på perlepladerne, og det er en balancegang, når de skal fragtes deres plads, og så over til det fælles bord, hvor de skal opbevares indtil matematikundervisningen og flagproduktionen fortsætter igen i morgen.
Lærer: ”Jeg er ikke queeraktivist. For mig handler det om oplysning og dannelse”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.