Hvad gør vi med AI i skolen og resten af undervisningssektoren?
Det er temaet de kommende to dage, hvor undervisningsminister Magnus Heunicke (S) har inviteret eksperter og skolens parter til årets Sorømøde.
Temaet er helt afgørende for skolens fremtiden, mener lærer Anders Balslev, der underviser på Brændkjærskolen i Kolding.
For han mener, at skolerne benytter ”stenaldermetoder” til at sikre sig mod, at eleverne fx snyder til de skriftlige afgangsprøver, og han oplever, at elevernes brug af AI i det daglige generelt vokser sig større og større.
Derfor valgte han i foråret at skrive direkte til daværende fungerende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), hvor han efterlyste ”en national drøftelse af, hvordan vi sikrer troværdige prøver.”
Svaret var, at det er op til den enkelte kommune at beslutte, om man vil købe et værktøj fra en privat udbyder til at overvåge elevernes computere under prøverne.
Derfor glæder det ham, at den nye undervisningsminister tager emnet op.
”Vi bruger stenaldermetoder, som er fuldstændig utilstrækkelige til at undgå snyd. Jeg kan se, at Magnus Heunicke har varslet, at man vil gøre noget på gymnasiet. Jeg håber virkelig, at man også vil gøre noget i folkeskolen. For det er her, at grundstenen til elevernes studievaner bliver lagt,” siger han med henvisning til, at undervisningsministeren kort inden sommerferien sagde til Berlingske, at han vil lave en såkaldt strakspakke i det kommende skoleår, der skal gøre det væsentligt sværere for eleverne at snyde sig til højere karakterer, når de laver hjemmeopgaver.
Hvad pakken konkret kommer til at indeholde, vil han først løfte sløret for på Sorø-møde, lød det fra ministeren.
Læs også
Lærer: Vi har ikke en jordisk chance
Selv har Anders Balslev flere gange oplevet situationer, hvor han har haft en kraftig mistanke om, at en eller flere af eleverne har snydt, og ved sommerens skriftlige prøver havde han som eksamensvagt til opgave at holde øje med elevernes skærme for at se, om de havde en chatbot åben.
”Men eleverne kan jo bare skifte browservindue, når vi går forbi. Vi har ikke en jordisk chance for at opdage det,” fortæller han.
Selvom Anders Balslev specifikt bad Mattias Tesfaye om hjælp til at undgå snyd ved prøverne, oplever han, at problemerne rækker langt udover dem, oplever han.
”Der er simpelthen brug for, at vi finder ud af, hvordan vi håndterer kunstig intelligens. Hvis vi ikke gør noget, er der risiko for, at de slet ikke lærer noget i folkeskolen, hvis de bare bruger AI, som de gør i dag,” siger han.
”Vi kan ikke forfølge mistanken”
Anders Balslev har flere gange modtaget afleveringer fra elever, han føler sig overbevist om, at de ikke selv har formuleret.
”Når jeg får skriftlige afleveringer tilbage, kan jeg se, at det ikke er alle elever, der har lavet dem selv. På min tidligere skole var der fx nogle projektopgaver, hvor eleverne havde lavet nogle meget avancerede tekster, eller nogle af årsprøverne i år var uden en eneste komma- eller sprogfejl,” fortæller han.
Efter årets skriftlige matematikprøver fik skolen desuden en tilbagemelding fra censor om, at vedkommende havde mistanke om, at fire havde brugt AI under prøven. Det blev dog ved mistanken.
”Vi kan ikke forfølge mistanken. For så bliver det bare ord mod ord,” siger han.
Bemærkelsesværdige resultater skaber mistanke
Det er langt fra de eneste eksempler, han har oplevet de senere år. Ved en terminsprøve i skriftlig tysk for et par år siden, oplevede han, at eleverne afleverede nogle meget imponerende tekster.
”Det var elever, der ellers normalt havde meget svært ved at sige tre sammenhængende ord på tysk.”
Ved terminsprøverne i matematik i år var der også mistanke om snyd i både 8. og 9. klasse. Ved den ene prøve blev en elev bortvist, da en prøvevagt opdagede, at eleven havde et faneblad med ChatGPT.
I det andet tilfælde var det forskellen på resultatet i prøven uden og med hjælpemidler. Den første laves på papir, mens prøven med hjælpemidler er på computer.
”Vi havde to elever, hvor forskellen var meget markant. Den ene fik 00 uden hjælpemidler og 10 i den med. Den anden fik 02 i den ene og 12 i den med hjælpemidler,” fortæller han.
Talte du med eleverne bagefter?
”Den ene benægtede fuldstændig at have snydt. Den anden indrømmede at have brugt det en lille smule. Jeg tog en snak med dem begge om, hvad det kan have af konsekvenser, hvis man bliver opdaget i at snyde til en rigtig afgangsprøve,” siger han.
Anders Balslev håber på, at man som minimum politisk vil blive enige om, at det ikke skal være op til den enkelte kommuner at indkøbe programmer, der kan modvirke snyd.
”Det stiller jo eleverne forskelligt, hvis der ikke er samme sikkerhed rundt om i landet.”
Anders forsøgte at råbe Tesfaye op: Nu håber han, at Heunicke vil tage affære
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.