"A Piece of Cake 5" består af Textbook, Learner's guide, Teacher’s guide og web-adgang.
"A Piece of Cake" er tænkt lidt anderledes end andre engelsksystemer. Learner’s guide, der er en flergangsbog, står som omdrejningspunkt i systemet, da den både introducerer, sætter mål og evaluerer emnerne. Guiden slutter af med et lille opslagsværk, hvor basisgrammatikken er forklaret på en let og forståelig måde.
Textbook er inddelt i seks temaer, der blandt andet omhandler sport, Australien og USA. Indholdet passer godt til målgruppen, da eleverne vil kunne genkende deres hverdag i emnerne, og de vil kunne forholde sig til de forskellige problemstillinger. Bogen har et pænt layout, og siderne er holdt i glade farver. Billederne er ikke helt nye, men det forstyrrer ikke helheden, som er tiltalende og genkendelig.
Systemet lægger op til en høj grad af elevaktivitet ved brug af flere forskellige strukturer fra cooperative learning. Dette og meget mere omtales i Teacher’s guide.
Med udsigt til at stadig flere skoler indfører engelsk i 1. klasse, er engelsk fagudvalg nødt til at være meget bevidst om at fremtidssikre materialeindkøb, så materialet passer i niveau, også når eleverne fremover opnår en større dygtighed tidligt i skoleforløbet.
Allerede nu synes jeg, at materialemængden i Textbook er i underkanten af, hvad jeg har brug for i en 5. klasse. Jeg kunne ønske mig flere og sværere tekster, og det ville være dejligt at have så meget materiale, at man kunne udelade et kapitel, hvis det ikke fangede klassen.
Her kommer web-siden til "A Piece of Cake" ind i billedet. It er en integreret del af systemet, og det skal bruges for at få fuldt udbytte. Man kunne forestille sig, at hjemmesiden til bogen fremover blev suppleret. Det er her, man finder yderligere tekster, kopiark, interaktive opgaver, IWB-sider og al lyd. Det er en fordel i forhold til andre systemer, at de indtalte tekster ligger på hjemmesiden. Der er ingen cd bagerst i bogen, som ender med at blive væk.
Anderledes engelsksystem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.