Systemet sigter mod, at man anvender bogen i et tværfagligt forløb med dansk og historie. Der er fiktive tekster om børn og folk i jernalderen, som handler om, hvordan man forestiller sig, de levede. Desuden er der fagtekster med jernalderen som emne.
Bogen er opbygget i kapitler. De første kapitler giver et overblik over tiden fra år 500 før Kristus til år 750 efter Kristus. De efterfølgende kapitler er en blanding af kapitler om konkrete emner som klima og livet i landsbyen. Endelig er der en række fiktive tekster, som til dels bygger på overleveringer som historien om Kong Dan eller om Uffe hin Spage.
Lærervejledningen indeholder 72 kopiark med opgaver, der passer til bogen. Opgaverne er traditionelle i deres opbygning, men de er dejligt nemme at gå til og kan bruges uden de helt store forberedelser.
I lærervejledningen er der også nogle ideer og forslag til tilrettelæggelsen af undervisningen og arbejdet med bogen.
Jeg ser det som et problem, at lærervejledningen fokuserer for meget på det danskfaglige, især læseindlæring, og for lidt på det historiefaglige. Faldgruben i materialet er netop, at en dansklærer, der ved et tilfælde får historietimerne ved fagfordelingsspillet, forfalder til at legitimere sin historieundervisning ved blot at bruge denne bog som læsebog med tilhørende opgaver. Jeg kunne ønske mig, at der i lærervejledningen var blevet fokuseret mere på det historiefaglige, og at der var en grundigere indføring af læreren i historiestoffet, eventuelt i form af henvisninger til faglitterært stof.
Bortset fra dette er der tale om et ganske udmærket materiale til 4. eller 5. klasse, som kan benyttes i 3. klasse, hvis man har en klasse med gode læsekundskaber.
Alle tiders jernalder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.