Af Anna Rosenbeck og Inger Thormann
41 sider, 148 kroner
Hans Reitzels Forlag, telefon 3338 2800
Bogen med flotte illustrationer af Ursula Seeberg handler om Mads og Mette på fem og ni år. De lever et almindeligt familieliv med far og mor, der er automekaniker og bagerdame. De bor i lejlighed, og om sommeren flytter hele familien i kolonihavehus.
Det fredelige dagligliv bliver kun forstyrret af, at far tit er fuld og bare sover på sofaen hele aftenen. Eller far glemmer at hente Mads i børnehaven, og mor må hente far på værtshuset, og far og mor taler ikke sammen i flere dage. Mette er stille og trist i skolen. Hun snakker ikke med nogen, men bliver indadvendt og tror, at hun ved at være mere artig kan få far til at lade være med at drikke.
Om sommeren bliver det værre, for så får far og mor mange venner på besøg i kolonihaven, og de drikker og skændes højt. Mads og Mette trækker sig og tager på fantasirejser sammen, men de ved ikke, hvad de skal stille op med de voksnes pinlige drikkeri.
Bogen giver sine små læsere mulighed for genkendelse og sætter ord på afmagtsfølelser og kan som sådan give små elever en lejlighed til at fortælle om lignende problemer hjemme, så pædagoger, lærere eller sundhedsplejersker kan få snakket med far og mor.
Forfatterne oplyser i pressematerialet, at 60.000 børn (mellem nul og 18 år) har en far eller mor, der har været indlagt på grund af alkoholrelaterede sygdomme.
Mange elever i folkeskolen må derfor sidde med problemer som bogens Mads og Mette. Vi kan i hvert fald lytte, hvis de gerne vil fortælle.
Annette Westrup
Alkohol
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.