Akademisk læreruddannelse

De finske elever klarer sig som bekendt fremragende i de internationale undersøgelser af læsefærdigheder. I Finland er læreruddannelsen en femårig universitetsuddannelse, og det har fået Dansk Industri til at foreslå, at sådan bør det også være herhjemme. Undervisningsministeren har ikke overraskende sagt nej. Det koster penge at forlænge læreruddannelsen, og vi har endnu ikke set, hvordan lærere fra den seneste reform begår sig i praksis.

Realpolitisk er der naturligvis god grund til at lytte til ministeren. Ikke blot sidder hun på magten. Hun er også allieret med stærke kræfter, der vil kæmpe for at opretholde seminarier landet over. Og efter hele to reformer i 90'erne har læreruddannelsen rimeligt krav på reformpause.

Ikke desto mindre er der grund til nærmere at overveje forslaget fra Dansk Industri. Når lærerstuderende skal have fire linjefag plus teoretisk og praktisk pædagogisk uddannelse, er der åbenlyse problemer med at nå det hele på fire år. Den centrale intention bag den nuværende læreruddannelse, at lærere bør have linjefagsuddannelse i de fag, de underviser i, er god nok. Adskillige undersøgelser bekræfter, hvad også almindelig sund fornuft siger, nemlig at undervisningens kvalitet bliver bedre, når læreren har en god faglig uddannelse i det, hun underviser i.

At man har afkortet den pædagogiske del af læreruddannelsen for at få plads til de fire linjefag, er der derimod ikke megen mening i. Intet tyder på, at de pædagogiske udfordringer i folkeskolen bliver mindre, tværtimod. Der er kun én løsning på det problem: læreruddannelsen må forlænges. Ikke blot Finland, men også flere andre af vore nabolande har en længere læreruddannelse end os. Og det stigende frafald på seminarierne tyder på, at den nuværende uddannelse er blevet for presset.

Det er mere kompliceret med Dansk Industris forslag om at gøre læreruddannelsen akademisk og placere den på universiteterne. For forslaget taler, at det ville kunne styrke lærerprofessionen både kvalitets- og prestigemæssigt, hvis den bliver forskningsbaseret og får akademisk karakter. Vi har også tradition for, at videregående uddannelser på fem år og derover er akademiske. Men samtidig er det jo oplagt, at seminarierne og deres lærere må blive kernen også i den fremtidige læreruddannelse. Universiteterne og deres nuværende ansatte har hverken kompetence, kræfter eller lyst til at udvikle en ny læreruddannelse.

Der kommer næppe nogen større reform af læreruddannelsen i de nærmeste år. Så meget bedre er mulighederne for, at den næste reform kan blive grundigere forberedt end 90'ernes reformer. To bestræbelser bør være centrale i forberedelserne. For det første må vi prøve at overbevise politikerne om, at der er god grund til at bruge penge på at forlænge læreruddannelsen og øge dens kvalitet ved at gøre den forskningsbaseret. For det andet må der udvikles et så tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem seminarierne, centrene for videregående uddannelse og universiteterne, at seminarierne om nogle år kan få universitetsstatus og komme til at stå for realiseringen af en femårig forskningsbaseret læreruddannelse. Bestemmelsen om forskningstilknytning i loven om professionsbachelorer er et vigtigt skridt på vejen.

Per Fibæk Laursen er lektor på Københavns Universitet