Debat

Masaidrenge fra Kenya. Her kæmper mange familier med mod fattigdom, sygdom og tørke. Derfor er børnene nødt til at blive hjemme og passe marker og kvæg i stedet for at gå i skole.

Perspektiv fra Østafrika: Vi skal være taknemmelige for den danske skoleform

Et mylder af flygtningebørn i Uganda mister lysten til at lære af mangel på skolematerialer i alt for store klasser. Og i Kenyas masailand er børnene heldige, hvis de ikke blot skal passe kvæg, men rent faktisk får lov til at gå i skole. Det giver perspektiv på de gode forhold herhjemme, skriver journalist Svend Løbner

Offentliggjort

Klasser med 200 elever. Mangel på skolematerialer. Uoverkommelige skolepenge. Kamp om man overhovedet må gå i skole.

Det er vilkårene for mange børn i Østafrika, har jeg lige erfaret på en reportagetur med flyselskabet MAF.

I Uganda besøgte jeg den kæmpestore Bidibidi-flygtningelejr, hvor 270.000 mennesker er flygtet fra den blodige borgerkrig i Sydsudan. De fleste er kvinder og børn, for mange mænd er døde i krigen eller er smuttet fra deres familier i en lejr, hvor FN skærer ned på fødevarerationerne. Det er her, vi finder de kæmpestore skoleklasser med mangel på lærebøger, kladdehæfter og blyanter til eleverne.

”Hvad skal jeg gøre? Mine børn mister helt lysten til at gå i skole,” fortæller en kvinde mig.

En anden mor klager over, at teenagebørnene tager stoffer, mens de blot hænger mellem de mange hytter i lejren.

Sport giver læring og livskvalitet

Heldigvis er der organisationer, som prøver at hjælpe de unge. MAF, som jeg flyver med, er verdens største humanitære flyselskab med 123 fly spredt over 27 udviklingslande, heriblandt Uganda. Flyselskabet samarbejder med 1.400 organisationer verden over og var bl.a. med til at starte den lokale kirkelige hjælpeorganisation ACROSS i Sydsudan for 50 år siden.

Organisationen møder jeg i flygtningelejren tæt på Sydsudans grænse. Her arrangerer de sportsaktiviteter for børn og unge fra forskellige klaner, så de for det første bestiller noget, dernæst har det sjovt sammen og desuden lærer at samarbejde mod et fælles mål. ACROSS uddeler også nødhjælp, hjælper flygtningene med at bearbejde traumer fra krigen og lærer dem at dyrke hårdføre og næringsrige afgrøder i den hårde jord. Samtidig underviser de i, hvordan især børn beskyttes fra overgreb.

En gruppe flytningebørn fra Bidibidi-flygtningelejren i Uganda poserer for Svend Løbner. Her snakkede han blandt andet med en mor, der fortalte, at hendes børn har mistet lysten til at lære på grund af mangel på skolematerialer.

Giver perspektiv på egne oplevelser

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Mens jeg går rundt i lejren, bliver jeg taknemmelig for min egen skolegang, selv om den måske ikke var den bedste efter danske standarder. Jeg gik på kostskole i Tanzania, 350 kilometer hjemmefra og var kun hjemme fire gange om året. Mine forældre var udstationerede og måtte efterlade mig og mine søskende på skolen fra vi begyndte i første klasse.

Det var naturligvis traumatisk, da de satte mig af første gang og kørte væk, mens jeg løb grædende efter bilen. De stoppede op, sagde farvel en gang til, og så kørte de bare…

Men det er jo ingenting i forhold til børnene fra Sydsudan, der har set familiemedlemmer blive slagtet af rebeller og har måtte flygte med deres mødre hen over lig med fare for overgreb og voldtægt.

Så ja, der er meget at være taknemmelig for.

Blev solgt som billig arbejdskraft

Taknemmelig bliver jeg også, når jeg rejser videre til Kenya og flyver ud til et afsidesliggende bjergområde, hvor fattige masaier kæmper mod fattigdom, sygdom og tørke og derfor forlanger, at deres børn bliver hjemme og passer marker og kvæg i stedet for at gå i skole.

Endnu værre var det for Pelua Siloma, som jeg mødte, der blev solgt sammen med sin mor af en voldelig far til en anden mand, der brugte dem som billig arbejdskraft. Pelua skulle blandt andet passe mandens 150 køer, og selv om drengen tiggede og bad om at få lov til at gå i skole, kunne der slet ikke være tale om den luksus.

Pelua flygtede, fik arbejde i en chapati-bar og fandt et regnehæfte, som han videbegærligt kastede sig over. Drengen blev opdaget af en skolelærer, som tog ham under sine vinger og voila, så blev han nr. 1 i sin klasse, kom i gymnasiet, læste til lærer og står nu som projektleder for en skole i masaidistriktet med 271 elever – som i øvrigt af myndighederne lige er kåret til bedst i test i hele distriktet.

Lærer Pelua Siloma sammen med nogle af de elever

Hvis bare de fik en chance

Red Tribe (rød stamme) hedder projektet, der også har boret tre brønde med rent drikkevand til masaierne, der ellers blev syge af det forurenede vand fra floden. Med Pelua i spidsen har de oprettet en sundhedsklinik, et landbrugsprojekt og et socialøkonomisk værksted, hvor fattige kvinder får en indtægt ved at producere farverige perlesmykker.

Alt sammen fordi Pelua blev opdaget af en lærer, der betalte skolepenge, skoleuniform og skolematerier, så han kunne komme i skole. For selv om skolegang er gratis i Kenya, er det nærmest uoverkommeligt for mange fattige at få råd til alt udstyret.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de tusinder af fattige børn i Afrikas afkroge, der også har hovedet skruet rigtig på og derfor kunne gøre en kæmpe forskel for deres familier og lokalsamfund, hvis de bare fik en chance for at gå i skole.

Der er så meget uudnyttet potentiale!

Derfor ærgrer det mig at se børn og unge gå for lud og koldt vand i flygtningelejre eller blot kigge tomt ud i luften, mens de pifter til en ko eller en ged, der er kommet ud af geled i vildmarken. Der er så meget potentiale!

Derfor tænker jeg også, at vi skal huske at sætte pris på de goder, vi har herhjemme. At vores børn kan komme i skole. At skolegang er gratis. At der er tilstrækkelige skolematerialer. At selv om klasser kan blive for store, så er der trods alt langt op til de 200 elever. Og at forældrene, uanset hvor besværlige de kan være, trods alt inderst inde blot ønsker, at deres børn skal få sig en uddannelse og klare sig godt i livet.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.