WoodLab Spillet er udviklet af uddannelsesinstitutionen U/NORD og kombinerer sjov, læring og teamwork. Fordelt på hold konkurrerer eleverne i klassen mod hinanden. Spillet er gratis og er en interaktiv oplevelse, der kombinerer opgaveløsning, dialog og refleksion om hverdagen som selvstændig håndværker.
Den matematik man lærer i folkeskolen, kan nogle gange være svær for eleverne at relatere til virkeligheden. Med WoodLab Spillet får du som underviser et opgavesæt med omkring 1.000 forskellige opgaver, der har fokus på praktisk og anvendt matematik og kan vise, hvordan matematik kan bruges i erhvervslivet.
”Et fantastisk læringsspil, der virkelig fik eleverne til at arbejde sammen på tværs. Meget motiverende. Fagligt givende”, fortæller en underviser, som har prøvet spillet med sin klasse.
Se videoen af, hvad en underviser og elever fra Tibberupskolen fortæller, hvad de har fået ud af WoodLab Spillet her.
Engagerer eleverne
WoodLab Spillet er allerede blevet spillet af mere end 5.000 elever i udskolingsklasser rundt omkring i hele Danmark og tilbagemeldingerne fra både elever og lærere er, at det både er meningsfuldt og underholdende. Spillet giver dig som underviser en god mulighed for at tale om emner som bl.a. bæredygtighed, arbejdsmiljø og kvalitet og sætter fokus på de træfaglige erhvervsuddannelser på en sjov og elevinvolverende måde.
”Der var rigtig god deltagelse af eleverne. Det var godt at se nogle af dem, der normalt er svære at engagere, være meget fordybede”, fortæller en anden underviser.
Hvordan kommer jeg i gang
På www.unord.dk/woodlab-spillet får du adgang til spillet og her ligger også en lærerguide, som forklarer rammerne og forberedelsen til spillet. Når du har oprettet din egen lærerprofil med en e-mailadresse, er du i gang.
Spillet kan afvikles i én køre. Det tager knap 90 minutter. Men da spillet gemmer stillingen i spillet, kan du også dele spillet op i flere afviklinger. Spillet er inddelt i 3 runder, som hver kan afvikles på omkring 30 minutter. Spillet kan på den måde bruges i slutningen af en lektion, eller når du har 30 minutter til overs i et undervisningsforløb.
U/NORD kommer ud til udskolingen
Hvis du er underviser i en klasse i udskolingen i Nordsjælland, har du og din klasse mulighed for at få besøg af U/NORD.
Med et team af en gamemaster og to elevambassadører tager U/NORD ud med deres to digitale spil. Spillene giver udskolingselever en idé om, hvad man arbejder med på henholdsvis en business- og en teknisk ungdomsuddannelse. I Businessspillet skal eleverne drive den fiktive tøjbutik Goodsellers, og spillet viser, hvad man lærer om på EUD- og EUX business og på HHX. I Techspillet skal eleverne drive en fiktiv medicinalvirksomhed med emner som sikkerhed, kemiske formler, bæredygtighed og design, og her snuser de til indholdet på en HTX.
Spillene er ikke traditionelle læringsspil, der tester deres kunnen, men skal i stedet vække elevernes nysgerrighed og interesse for de mange veje, man kan gå efter grundskolen.
Læs mere her: https://unord.dk/vi-kommer-til-jer
Woodlab Spillet – et gratis online læringsspil til matematik-undervisningen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.