Flyv min pige – og ring hvis lokummet brænder

Shiiit, jeg var presset den anden dag.
Jeg stod i vinduet og så vores 10-årige datter, der iført cykelhjelm og med en koncentreret, men stolt mine, stævnede afsted på sin lille turkise børnecykel. Det var første gang, hun alene cyklede afsted i trafikken. Jeg mærkede den der frygt for, at der skulle ske hende noget, som jeg tror, de fleste forældre kan nikke genkendende til. Også os, der ikke er specielt bekymrede eller nervøst anlagte.
Hun skulle selvfølgelig ikke navigere gennem den københavnske myldretidstrafik. Det var lørdag, og det meste af turen på blot 700 meter gik ad vores ret rolige, brostensbelagte gader på Christianshavn og små, bilfri cykelstier. Men hun skulle stadig over en stor vej med både biler og busser, og sådan en cykel kan jo vælte og alt det der.
Det var et eller andet sted grænseoverskridende for mig at sende hende afsted.
Men selvfølgelig skulle hun det.
”Ud i verden, min skat, også selvom det kribler lidt i maven på mor og far,” tænkte jeg, da hun forsvandt ned ad gaden.
Det føltes helt rigtigt. Men jeg var også meget lykkelig, da min telefon syv minutter senere ringede, og min datter kunne berolige mig med, at hun var kommet sikkert frem.
Hun ringede på sit Xplora-ur.
For vi vil ikke have, at hun har en mobiltelefon.
Med uret kan hun ringe og skrive til de numre, vi har kodet ind. That's it. Der er ikke adgang til nettet, sociale medier eller hele den enorme digitale verden – og den har ikke adgang til hende.
Hendes verden er rigelig stor i forvejen. Med venskaber, konflikter, søde og dumme drenge, følelsen af at være udenfor eller inde i varmen og små cykelture som denne, der jo er et stort skridt i livet. Når hun skal tage de skridt, er det rart, at hun kan ringe, hvis cyklen punkterer eller vælter, eller hvad der nu kan gå galt.
Det giver både hende og os tryghed. Men faktisk også noget vigtigere: frihed.
For hun kan på en naturlig måde udvide sin verden og bevæge sig længere væk fra mor og far, samtidig med at hun har en livline hjem. Og hvis muligheden for en spontan legeaftale opstår, kan hun selv ringe og spørge.

Uret giver hende altså frihed – og os tryghed.

Hun fik Xplora-uret, da hun for et par år siden skulle starte i anden klasse. Hun ville gerne prøve at gå i skole selv, og det er vel typisk omkring den alder, at mange børn begynder at få mobiltelefon.
Vi havde dog allerede i 0. klasse haft en snak med de andre forældre om, at vi gerne ville udskyde de tids-, livs- og nærhedsrøvende små skærme så længe som muligt i det fælles skolerum. Derfor var det fantastisk, at vi havde opdaget et alternativ til mobiltelefonen.
Flere af vores datters venner havde allerede et Xplora-ur, og løsningen bredte sig i klassen. Det fjernede også lidt af det klassiske børneargument: ”Men alle de andre har en mobil.”
For det havde de jo ikke.

Hurra for skoletilstand

Udover trygheden og friheden ved at kunne komme i kontakt med hinanden er der en anden ting, jeg virkelig godt kan lide ved løsningen: Den styrker nærværet.
Vores datter og hendes klassekammerater sidder ikke med snotten nede i en mobiltelefon. De har dem ikke. Og det er mildest talt røvsygt at sidde og stirre ned i et ur, der kun kan ringe til mor og far eller måske en bedsteforælder, hvis sådan en er kodet ind.
De er nødt til at være til stede dér, hvor de er.
Og det gælder ikke mindst i skolen.
Jeg ved godt, at det sidste, en lærer har brug for, er en klasse fuld af børn, der kan ringe hjem til mor og far, hver gang noget bliver svært. Opstår der en konflikt i skolen, skal vores datter derfor lære at løse den selv. Er den svær, må hun finde en lærer, og sammen må de finde en løsning.
Det handler om at vokse. Om at lære sig selv og verden at kende. Og om at finde ud af at navigere i den – også uden mor og far.
Her synes jeg, at urets ”skoletilstand” giver rigtig god mening. Som forældre kan vi i den tilhørende app indstille de timer, hvor vores datter er i skole, så uret i det tidsrum ikke kan andet end at være et ur.
Det har vi selvfølgelig gjort.
For når hun er i skole, skal hun være i skole.
Vi er helt trygge ved den løsning. For vi ved, at der er ansvarlige voksne omkring hende, og at vi nok skal høre, hvis hun falder og brækker benet. Men når hun ikke er i skole, har hun muligheden for at ringe til os.
Det fine er, at hun faktisk brugte den mulighed meget i starten. De første par gange, hun gik i skole selv, ringede hun hjem.
Så stoppede hun.
Det samme med cykelturene. Første gang ringede hun, da hun var kommet frem. Anden gang gjorde hun ikke. Og vi var allerede trygge ved, at intet nyt er godt nyt.
Ikke fordi vi ikke bekymrer os.
Men fordi vi ved, at hun kan ringe, hvis hun har brug for os.
Og måske er det i virkeligheden det, der er hele pointen. At give børnene mere frihed uden at slippe dem helt. At lade dem tage de første skridt ud i verden, mens de stadig ved, at mor og far er lige dér.
Så flyv min pige.
Og ring, hvis lokummet brænder.

Læs mere her: https://xplora.dk