Der har været jøder i Danmark i mere end 400 år. Nogle af de mest definerende øjeblikke i Danmarkshistorien handler om forholdet mellem danskerne og det jødiske mindretal. Og den dag i dag fylder både jøder og holdningen til jøder meget i medierne.
Alligevel har mange danskere aldrig mødt en jøde. Det er ærgerligt, for mødet mellem mennesker og den personlige fortælling kan noget, som selv den bedste lærebog eller mest engagerede tavleundervisning ikke kan. Sådan lyder det fra Maia og Jasmin, der er en del af det hold af jødiske undervisere, som rejser rundt og fortæller om deres baggrund i folkeskolerne. Tilbuddet er gratis og har i årevis været brugt i fag som dansk, historie, religion, samfundsfag og i tværfaglige projekter.
Jødisk Informationscenter begyndte i København for snart 10 år siden. Siden har de undervist på folkeskoler eller haft besøg i Københavns Synagoge i Krystalgade.
I Jylland er der ingen aktiv synagoge, men der er Maia og Jasmin, som udgør Jødisk Informationscenter i Aarhus. Det seneste år har de og deres underviserhold besøgt skoler i Jylland og på Fyn for at fortælle om deres personlige oplevelser som danske jøder. Samtidig tager de et stykke af jødisk liv med ud, når de fx viser shabbat-traditionerne fredag aften, hvor der tændes lys og serveres det særlige flettede brød, challah.
”Vi kan tage udgangspunkt i kultur, religion eller jødisk historie. Men vores erfaring er, at der sker noget med eleverne, lige så snart det bliver personligt. Og det er virkelig vigtigt,” siger Jasmin. Hun understreger, at det vigtigste i forløbet er åbenheden for spørgsmål.
”Vi møder mange forskellige spørgsmål – og har heldigvis kun haft positive oplevelser med det indtil nu,” siger hun.
Både Maia og Jasmin er fra Jylland, og har derfor levet langt fra et organiseret jødisk miljø. Det giver en særlig minoritetsoplevelse at være en del af et meget lille og ofte helt usynligt mindretal.
”Det er en helt anden historie uden for København. Selvom det også dér er en lille minoritet, så findes der en kerne med både skole og aktiv synagoge. Jeg ville ønske, at der havde været et tilbud som det her, da jeg voksede op. Jeg oplevede antisemitisme i min barndom, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gribe chancen, da jeg fik mulighed for at arbejde med det professionelt,” siger Maia.
Hun understreger, at antisemitisme naturligvis også kan tages op i undervisningen:
”Men udgangspunktet er jødisk liv i Danmark – med alle de facetter og nuancer, der nu engang er,” slutter hun.
Jødisk Informationscenter har kontor i både København og Aarhus, og det er gratis at benytte deres tilbud, som også omfatter undervisningsmateriale mm.

’Den personlige fortælling er den bedste lærebog’ – Jødisk Informationscenter i Aarhus
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.