Charlotte Stage fra Taastrup er enlig mor til tvillingedrenge på 13, som begge har ADHD. Siden de var seks, har hun fået knap 6.000 kroner om året i kommunalt tilskud til den dyre ADHD-medicin, der hjælper dem fungere i hverdagen. Men for nylig fik Charlotte Stage et brev fra sin kommune.
"Den skriver, at vi ikke længere er berettiget til medicintilskud, fordi børnene kan rummes i den almindelige folkeskole", fortæller hun til DR København
Kommunen følger en principafgørelse
Medicinen er netop forudsætningen for, at børnene kan klare hverdagen i en almindelig folkeskoleklasse. Men Høje-Taastrup Kommune oplyser, at den fjerner tilskuddet efter en principafgørelse i den sociale ankestyrelse, hvor en familie fra Silkeborg mistede sit tilskud, fordi deres barn med ADHD er så velfungerende, at det kan klare sig i en folkeskole.
Ifølge ADHD-foreningen har flere kommuner reageret som Høje-Taastrup. Men det er ulovligt at bruge afgørelsen i én sag til at fjerne tilskuddet fra andre børn, mener foreningen og opfordrer familier, der mister medicintilskud, til at klage over deres kommune.
ADHD-børn mister tilskud til medicin ud fra selvmodsigende argument
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.