Så kom andet bind af Dansklærerforeningens stort anlagte bogserie om kanonforfattere, og jeg er denne gang lige så begejstret, som da jeg modtog første bind. Denne gang er vi nået til nationalklenodiet Adam Oehlenschläger, der har et efternavn, der er vildt svært at stave. Derfor er det også en lille pudsighed, at det netop blev ham, der skrev vor nationalromantiske nationalsang, som mest af alt kendes som "fodboldsangen".
I bogen præsenteres Adam Oehlenschläger i tekst og billeder. Han blev berømt og feteret allerede i levende live, og hans digte og skuespil blev rost af anmeldere. Igennem den meget velskrevne bog med de mange gode illustrationer, billeder og citater præsenteres vi for udvalgte digte og skuespil og hører om hans omgang med samtidens andre forfattere, filosoffer, videnskabsmænd og andre i det københavnske borgerskabs- og selskabsliv.
Det er romantikkens tidsalder, der her skildres, og fremstillingen af Oehlenschlägers samtid fungerer fint som støtte til læsningen af de ellers ret svære tekster for nutidens læsere. Man får virkelig et levende indtryk af tiden, som sættes i forhold til vor tid, som eleverne i de ældste klasser også skal lære at perspektivere til. Jeg vil blot tilføje, at det er en god og meget væsentlig bogserie, som man helt sikkert bør have på skolen.
Adam Oehlenschläger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.