Nu også på dvd! Der er sikkert mange, der allerede kender udsendelsesserien »Abrahams Hus« fra 1998, som har været vist på DR2. Det nye og nyttige ved en dvd-udgave er, dels at billedkvaliteten er blevet forbedret i forhold til videoudgaven, dels (hvad der er vigtigt for underviseren) at en dvd er udstyret med menufunktioner, der gør materialet endnu mere anvendeligt til undervisning og debat. Og det er faktisk ret vigtigt i forhold til de seks udsendelser og de tre en halv time. For det er ikke uden grund, at udsendelserne har været vist på »kanal klog«. Der er mange voksne, der taler sig igennem udsendelserne, og der er meget oplæsning, som uden tvivl vil gå helt hen over hovederne på selv kvikke folkeskoleelever. Alligevel er der mange rigtig gode oplysninger, og der er mange visuelle begivenheder og steder, som virkelig kan gøre kristendomskundskabsundervisningen mere konkret og levende, hvis de bliver klippet ud i de rette doser.
Igennem serien ser vi, hvordan de tre religioner alle har Abraham som stamfar, alle forholder sig til Jesus, alle er monoteistiske bogreligioner, ser forskelligt på tro, bøn, skyld, nåde, Gud, personligt ansvar, mennesket og dets frelse.
Lærervejledningen, som ganske vist ikke er ny, er til gengæld en god hjælp til læreren. Der er baggrundsmateriale, litteraturhenvisninger, debatoplæg og forslag til, hvordan man får det fulde udbytte af undervisningen. Så bruges materialet med omtanke, vil det være oplagt at anvende i 9. klasse i et tværfagligt projekt sammen med samfundsfag.
Abrahams Hus
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.