”Jeg har været rigtig glad for min post som hovedstyrelsesmedlem – med alt hvad det indebærer – men alting har en ende”.
Sådan lød det fra hovedstyrelsesmedlem for pensionisterne Jørn Kokkendorff, da han aflagde beretning på årsmødet for fraktion 4 – pensionisterne i DLF i sidste uge i Nyborg.
Efter én periode som hovedstyrelsesmedlem stiller Jørn Kokkendorff dermed ikke op til genvalg, når der til november er hovedstyrelsesvalg i lærerforeningen.
”Jeg har forsøgt at komme igennem med de ting, jeg havde på hjerte. Jeg kan også fortælle jer, at det er meget tidskrævende, hvis man vil deltage fuldt ud i arbejdet. Og jeg har ikke villet været halvt med".
"Jeg ser frem til at prøve at være fuldtidspensionist. Derfor vil jeg overlade pladsen til en ny”, sagde Jørn Kokkendorff.
Han pegede på kongresdelegeret Palle Dons-Heltoft fra kreds 91 – Sønderborg som sin efterfølger.
”Palle Dons-Heltoft har meldt sig på banen, og han har min og de øvrige ni kongresdelegeredes fulde opbakning”, fortsatte han.
Under årsmødets behandling af beretningen meldte yderligere en kandidat sig på banen: Gitte Mailand Jensen fra kreds 82 – Odense.
"Jeg stiller også op til hovedstyrelsen. Jeg har været tillidsrepræsentant i mange år, været næstformand for Odense Lærerforening, og jeg er meget optaget af Faglige Seniorer, hvor vi i Odense forsøger at starte en kommunegruppe", fortalte Gitte Mailand Jensen.
Hovedstyrelsesvalg til november
Dermed er der for første gang i mange år lagt op til kampvalg om pensionisternes ene plads i hovedstyrelsen – allerede længe før valget formelt udskrives den 24. august.
Og flere kandidater kan nå at komme til. For fristen for opstilling af kandidater er først den 15. november, hvorefter hovedstyrelsesvalget afholdes fra den 23. november til den 5. december.
Ud over meldingen om, at han ikke stiller op til hovedstyrelsesvalget, fortalte Jørn Kokkendorff i sin beretning om både arbejdet for at få et femte seniorkursus – foreløbig uden held, udmeldelse af samarbejdet om Nordisk Pensionisttræf og den nye pjece til kommende pensionister, som Danmarks Lærerforening har lavet og sendt ud til kredsene den 15. december.
Principprogram og gruppelivsforsikring
På sidste årsmøde i fraktion 4 var der stor skuffelse over, at Lærerforeningens kongres havde sagt nej til pensionistfraktionens forslag om at skrive pensionisterne ind i foreningens principprogram, og der var opbakning til, at Jørn Kokkendorff skulle fremsætte et revideret forslag.
”Jeg blev i hovedstyrelsen gjort opmærksom på, at principprogrammet ville blive taget op på kongressen i 2023, og derfor fremsatte vi ikke noget på kongressen i 2022”, fortalte Jørn Kokkendorff.
På hovedstyrelsesmødet i forrige uge behandlede de dagsordenen for kongressen i år, og der blev det klart, at der ikke vil blive tid til at give principprogrammet en seriøs behandling.
”Der skal være formandsberetning med efterfølgende debat, opstilles overenskomstkrav, behandles økonomi, vælges formand og næstformand, og så skal der opstilles målsætninger for foreningens arbejde i den kommende hovedstyrelsesperiode. Derfor må principprogrammet tages op på et senere tidspunkt”, konstaterede Jørn Kokkendorff.
I beretningen kom han også ind på fraktion 4’s ønske om at forlænge foreningens gruppelivsforsikring – en opfordring årsmødet for fraktion 4 sendte til hovedstyrelsen i 2021.

”Forslaget om at fastholde medlemmer i fraktion 4 ved at forlænge den frivillige gruppelivsordning fra 70 til 72 år er blevet undersøgt. Det vil skønsmæssigt koste 2,3 millioner kroner i forøgede udbetalinger og vil derfor medføre forhøjet præmie for alle. Der vil af den grund ikke blive arbejdet videre med ideen”, forklarede Jørn Kokkendorff.
Bekymring om pensionistfora
I beretningen fortalte han også, at hovedstyrelsen netop har vedtaget nye retningslinjer for arbejdet i de forpligtende kredssamarbejder, hvor det fremover bliver frivilligt at oprette alle andre fora end et forum for kredsformænd og næstformænd.
Det faldt bestemt ikke i god jord blandt årsmødedeltagerne. Flere gav udtryk for en bekymring for, om pensionistforaene så overhovedet vil blive oprettet, når det ikke længere er tvunget.
Og lærerforeningens manglende fokus på de pensionerede medlemmer blev påpeget.
”Hvad er baggrunden for de nye retningslinjer? I forhold til vores ønske om at pensionisterne skal være mere synlige, virker det som et tilbageskridt”, lød det blandt andet.
Næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange holdt oplæg på årsmødet om principprogram, målsætninger og fraktion 4’s betydning og tilknytning.
Hun understregede flere gange, at lærerforeningen ser de pensionerede medlemmer som et stort aktiv, og at der ikke er et ønske om at nedlægge pensionistfora.
”De nye retningslinjer er vedtaget for at sparke nyt liv i de forpligtende kredssamarbejder, og da Jørn på hovedstyrelsesmødet var på pletten og spurgte: Hvad så med fraktion 4? Var der en nikken hele vejen rundt til Gordons replik til Jørn – om at selvfølgelig skal der blive ved med at være pensionistfora”, fortalte Dorte Lange.
”Nu har jeg ved selvsyn hørt, hvad I frygter i forhold til, at vi ændrer retningslinjerne, men jeg tror ikke, nogen bruger lejligheden til at nedlægge pensionistfora, og I må tage fat i mig, hvis I oplever kredse, der ikke ønsker pensionistarbejdet", sagde hun.
Skriv læserbreve
I det hele taget var der godt gang i spørgsmål og debat under oplægget fra Dorte Lange, og hun opfordrede de pensionerede medlemmer til at blande sig i debatter, skrive læserbreve og deltage i lokale møder, præsentere sig som folkeskolelærere og tale ud fra deres erfaring som lærere.
Sidste punkt på årsmødets førstedag var et oplæg fra formand for Faglige seniorer Mette Kindberg. Derefter stod aftenen på middag og socialt samvær.
På andendagen blev der talt om relation til DLF – et indsendt forslag fra Pensionistforum Nordsjælland. Det fik ros med på vejen i Jørn Kokkendorffs beretning.

”Jeg vil gerne igen i år sige tak til Pensionistforum Nordsjælland. I har givet inspiration til årsmødet med jeres indsendte forslag. Jeg vil gerne opfordre til, at alle pensionistfora tager op på jeres møder, om der er noget, I gerne vil have taget op. Årsmøderne er hovedstyrelsesmedlemmet vigtigste bagland. Det er her, jeg har fået de opgaver, jeg har arbejdet for at løse i hovedstyrelsen”, lød det fra Jørn Kokkendorff.
Ud over relation til DLF blev andendagen også brugt på gruppearbejde og erfaringsudveksling om retningslinjer for valg af årsmøderepræsentanter, det lokale arbejde i Faglige Seniorer og målsætninger om pensionistarbejdet.
Årsmøde i fraktion 4: Kampvalg til hovedstyrelsen i vente for pensionisterne i DLF
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.