
Skolehund lugter sig frem til angste, triste og pressede elever
Speciallærer Karoline Boe Carlsen opdagede ved en tilfældighed, at hendes hund har en særlig evne til at opsnuse elever, som tumler med humøret. Nu skaber Obelix tryghed for hendes elever med autisme tre-fire gange om ugen og beroliger dem til eksamen.
Muskuløse bullmastiff Obelix var tænkt som en familiehund, og det er han også. Men han har et særligt instinkt, som gavner eleverne i den specialklasse, hans ejer, Karoline Boe Carlsen, underviser i på Mellervangskolen i Aalborg.
"Jeg har altid haft hund, og jeg interesserer mig for, hvad hunde kan gøre for os mennesker. Derfor har jeg haft en anden hund med på et plejehjem, hvor en dement kvinde, som ellers ikke sagde noget, begyndte at snakke om, at hunden ikke måtte være i sofaen. Det måtte den hund, hun selv havde haft engang, nemlig ikke", fortæller Karoline Boe Carlsen.
Det var dog tilfældigt, at hun opdagede, at hendes nye hund har en god effekt på eleverne i hendes udskolingsklasse for elever med autisme.
"Jeg havde Obelix med i skole en dag i april sidste år, fordi jeg skulle videre til dyrlæge med ham. Vi lagde mærke til, at han gik hen til elever, som følte sig pressede eller var ved at blive angste. På den måde fandt jeg ud af, at han har et særligt instinkt", siger Karoline Boe Carlsen.
Lærerne holder øje med, hvilke elever Obelix går hen til
Lærerne holder øje med, hvilke elever Obelix går hen til
Instinktet gør Obelix i stand til at reagere på de dufte, mennesker udskiller, når de ændre tanker, så når en elev er presset eller måske ked af det, går han hen og lægger hovedet på elevens skød.
Som en pige i klassen siger: 'Obelix forstyrrer mig på det rigtige tidspunkt'.
"Hun forklarer det med, at Obelix kommer hen til hende, når hendes tanker bliver mørke. Nogle af vores elever har angst eller får dystre tanker, og han kan lugte, når børnenes følelser ændrer sig", siger Karoline Boe Carlsen.
Hun og kollegerne holder øje med, hvilke elever hunden går hen til, så de kan reagere på det.
"Vi kan ikke altid læse eleverne så hurtigt som Obelix. Derfor er vi opmærksomme på, om han for eksempel søger hen til den samme elev igen og igen, for så skal vi have en snak med eleven om, hvordan det går derhjemme, om skolen er træls, eller om det er noget helt tredje. Tit vil eleverne gerne snakke om det", siger speciallæreren, som kan tage en elev med ud, når Obelix skal luftes.
Ildelugtende hundeprutter styrker fællesskabet i klassen
Ildelugtende hundeprutter styrker fællesskabet i klassen
For nogle elever skaber det ro at sidde med Obelix i sofaen, hvor han lægger en pote på låret af dem. For andre er det nok at mærke hans kropsvarme.
"Alle i klassen accepterer Obelix. Elever med autisme er meget lydfølsomme, men de reagerer ikke på, at han går rundt i klassen og pludselig slubrer en halv liter vand i sig", siger Karoline Boe Carlsen.
"Så er det ikke os lærere, der stiler krav, men Obelix som siger, at eleverne skal lave en bestemt opgave", siger Karoline Boe Carlsen.
Obelix har været med til både mundtlige og skriftlige prøver. Så ligger han på gulvet. Det er nok til at berolige eleven.
"Vi havde en elev, som græd over prøven i skriftlig matematik, men hun skulle gennemføre for at komme videre. Obelix gik hen til hende og lagde hovedet på hendes lår. På den måde fortalte han hende: 'Bare rolig, jeg er her'. Resten af eksamen lå han lige bag ved hende. Det motiverede hende til at yde lidt mere".
Hunden har også været med til mundtlig prøve - efter aftale med censor, understreger Karoline Boe Carlsen.
"Når eleverne kommer ind og ser, at Obelix er afslappet og ligeglad med prøven, er der ingen grund til, at de selv bliver stressede. Han er en stor hund, som virker lidt doven og slasket, og det beroliger eleverne", siger Karoline Boe Carlsen, som er ved at uddanne Obelix til terapihund for at få flere redskaber til at udnytte hans egenskaber til at motivere eleverne.