Sidste år i november måned var der kun godt tre procent af de nyuddannede, der var ledige i november måned. Året før var ledigheden lige under seks procent. Alligevel mener vicesekretariatchef i Lærernes a-kasse Rune Thorup ikke, at der er tale om en stor stigning i år.
"I 2008 var det en helt ekstraordinær situation. Vi har aldrig oplevet så få ledige som i 2008, og det gælder ikke kun dimittender. Hele medlemsgruppen havde meget lav ledighed. Der har været så meget gang i kedlerne på arbejdsmarkedet i 2008, at man kan forestille sig, at nogle lærere har fundet korterevarende beskæftigelse andre steder. Men det er ikke noget, vi går ind og registrerer", siger Rune Thorup.
Fra 2004 til 2006 lå ledigheden for nyuddannede lærere på omkring 10 procent.
A-kassen hjælper de nyuddannede i gang
Tallene viser, at mens op mod hver femte nyuddannede lærer i august og september er ledig, så får mange job, når man når oktober og november måned.
"Allerede efter tre uger bliver de nyuddannede ledige inviteret til et møde. På mødet er der både nyuddannede ledige og erfarne, der netop er blevet ledige. Det er vores erfaring, at møderne og den dialog, der opstår, giver noget at arbejde videre med for alle parter", siger Rune Thorup og fortæller, at de ledige efter to-tre måneder bliver inviteret til en individuel samtale, hvor en konsulent fra a-kassen og den ledige i fællesskab kigger ansøgninger igennem og finder nye veje i jobsøgningen.
Vikariater er et godt skridt på vejen mod job
På folkeskolen.dk har der været en kommentar til en artikel om vikarjob. Her sætter en læser spørgsmålstegn ved, om vikariater er den rigtige vej til at få et fast job.
"Lad os få nogle tal på bordet. Det påstås i artiklen, at vikarjob er vejen til fast ansættelse. Jeg vil påstå det modsatte. Det kan lige så godt blive en ørkenvandring fra det ene vikariat til det andet", har Torben Larsen skrevet i kommentarfeltet.
Men Rune Thorup holder fast i, at vikarjob er en rigtig god måde at få foden indenfor på.
"Hvis man er nyuddannet, gælder det om at skaffe sig erfaring. Og relationer skaber job. Hvis man kender til en lærer, som har arbejdet som vikar, som man har været glad for, vil det ofte være lettere at ansætte ham, frem for en, man ikke ved noget om", siger Rune Thorup, der selv begyndte sin lærerkarriere med et vikarjob.
A-kassen: Ledigheden blandt nyuddannede lærere er lav
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.