Anmeldelse

Udepædagogik 2. udgave

Er du dus med udepædagogik?

Ellers kan denne reviderede bog varmt anbefales som et godt og naturligt valg, hvis du er på jagt efter inspiration til praksis eller en grundbog om udepædagogik.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag skinner solen. Himlen er svagt lyseblå, og fuglene synger deres første forårssange. Trangen til at komme ud i det, i naturen, forstærkes yderligere efter læsning af denne bogs første kapitler.

Fakta:

Titel: Udepædagogik 2. udgave

Forfatter: Lars Bergholdt

Pris: 299

Sider: 304

Forlag: Frydenlund

”Det her er for meget Morten Korch”, tænker jeg, mens pegefingeren faretruende nærmer sig "delete". Men på den anden side er det præcis disse følelser og tanker, denne bog aktiverer hos mig.

”Udepædagogik – naturligvis!” udkom første gang i 2011. Denne reviderede og opdaterede anden udgave indeholder 16 kapitler og henvender sig til ”alle aldersgrupper”. Afsættet for bogens fem første kapitler tages i det teoretiske grundlag for udepædagogikken, natursyn, tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af praksis samt et kapitel om de tre specialiseringer dagtilbud, skole og fritid samt special- og socialområdet.

I de resterende kapitler kobles teorien til praksis, og læseren tages med ud forskellige steder i naturen og præsenteres for helt konkrete forslag til aktiviteter og lege. I skoven lærer vi eksempelvis at indsamle dyrespor, se på døde dyr og finde vores træ. Vi får også forslag til, hvordan der skabes et godt udeområde tæt på institutionen. Eller er kreative i naturen og meget mere. Endvidere er der kapitler om science i pædagogisk praksis, grænseoverskridende friluftsaktiviteter samt bæredygtighed, miljø og økologi. Læseren gives mulighed for refleksion under læsningen i form af øvelser og spørgsmål. Bogen afrundes med anbefalinger af supplerende litteratur.

Forfatterens ambition med bogen er at inspirere ”flere i den pædagogiske verden – studerende, pædagoger, skolelærere og andet godtfolk” til at beskæftige sig med udepædagogik. Som lærer med en klar overvægt af humanistiske fag på skemaet tør jeg godt afsløre, at mine forudsætninger for at bedrive udepædagogik er ret begrænsede. Men med denne bog i hånden ville jeg godt turde kaste mig ud i det, da intet er overladt til tilfældighederne eller den glade amatør: Helt nede på indkøb af tov-niveau, bliver jeg guidet.

”Udepædagogik – naturligvis!” fremstår på mange måder yderst vellykket, gennemarbejdet og læseværdig. Bogen er velskrevet i et letforståeligt sprog med smukke fotografier og forklarende tegninger, der for mit vedkommende gjorde læseoplevelsen god. Som håndbog er bogen også anvendelig, da kapitlerne sagtens kan læses og give mening hver for sig. Forfatterens store viden, praksiserfaringer og passion skinner tydeligt igennem, ligesom denne også har helt klare holdninger og en kritisk stillingtagen, der gør indholdet troværdigt.

De, der har første udgave stående på boghylden, kunne med rette spørge, hvor meget der er ændret eller tilføjet i anden udgave. Forfatteren svarer selv på dette og ”har valgt at beholde hovedparten af kapitlerne, om end i revideret form”. Bogens forside er den samme, formatet er ændret, og ud over dette er der suppleret med flere kapitler og en mere læsevenlig skriftstørrelse.

”Kvalificeret udepædagogik er langsomhedens pædagogik”, minder forfatteren os om med afsæt i den danske filosof John Engelbrecht, hvor fordybelse og tid er nøgleord. Hvem vil og kan takke nej til det? Jeg kan ikke og medgiver bogen mine varmeste anbefalinger. Vi ses derude!