DLF, forældre og skoleledere i fælles opråb: Sæt de nationale test på pause

Gør de nationale test frivillige eller sæt dem på pause. Sådan lyder det i en mail, som Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Skole og Forældre netop har sendt til undervisningsministeren og politikere i de partier, som er med i folkeskoleforliget.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse dage sætter lærere over hele Danmark elever i gang med de obligatoriske nationale test. Men det burde ikke være sådan, mener både Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og skolebestyrelsesforeningen Skole og Forældre.

Politikere har længe kendt til svagheder ved nationale test

Derfor har de sendt et brev til forligskredsen og undervisningsministeren for at få dem til at handle hurtigt.

Brevet kommer på baggrund af, at professorerne Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner har udgivet en ny rapport, som viser, at de nationale test ikke kun er ubrugelige som pædagogisk redskab, men at de heller ikke måler præcist nok til, at man kan sammenligne elevers eller skolers udvikling over tid eller på tværs af skoler.

 Ny undersøgelse: Nationale test måler både forkert og usikkert

Undersøgelsen bør få politikerne på banen nu, står der i brevet: 

"Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Skole og Forældre oplever, at der er blevet sat stort spørgsmålstegn ved de nationale tests troværdighed".

"Usikkerhed om testresultaternes reliabilitet og validitet er senest øget med Jeppe Bundsgaards og Svend Kreiners undersøgelse fra denne uge. Skolen kommer i en vanskelig situation, når lærerne skal gennemføre testen med elever, og skolen senere skal formidle testresultater til elever og forældre".

"Vi opfordrer derfor forligskredsen til at sætte de nationale test frivillige eller sætte dem på pause, indtil resultaterne af den igangværende evaluering af de nationale test har sikret tilfredsstillende fælles grundlag for vurdering af den faglige kvalitet i folkeskolen", lyder det i mailen.

Skolelederne: Lad skolerne selv bestemme

Formand for skolelederne Claus Hjortdal mener, det er vigtigt, at politikerne på Christiansborg sætter de nationale test på pause eller gør dem frivillige.  

"Der er stor usikkerhed om den nationale test ude på skolerne. Både lærere, forældre og elever spørger til, hvorfor man skal tage testen, og lige nu kan skolelederne kun svare, at det skal skolerne, fordi det står i lovgivningen", siger Claus Hjortdal.

"Det er et voldsomt indgreb at stoppe testen, da det kan blive meget svært at starte op igen. Til gengæld synes vi, at det er fair, at skolerne selv får lov til at bestemme, om de stadig synes den nationale test er relevant, eller om de vil sætte den på pause".