Skriv et digt, der starter med “han siger…”

Koncert med Caspar Eric 7.marts 2019

Jeg er i Litteraturhuset til koncert med Caspar Eric og Søren Gemmer.

Ordene hjernen eller hjertet gentages, det er ikke rigtig til at høre. Måske hvis man kender digtene i forvejen. Ordene kommer ud af højttalere og fylder rummet sublimt. Det er et ord, der er gået af mode, alligevel er det dét ord, der rammer. Stemningen er lidt sakral. De blafrende lys i vindueskarmene, roen i rummet, en intim koncert. Caspar Erics stemme fylder rummet ud. Han river noget papir. Måske er det ikke meningen. Alt er vel meningen.

”Alt det man kan ødelægge med håbet,” er en af de sætninger, der slår tonen an. Lyden af maskiner, pausen. Han lader pausen være der, Søren Gemmers rytmiske, lidt dystre musik. Poe havde ret, da han talte om skønheden ved tungsind, at digtet kræver det. Caspar Erics ord og Søren Gemmer kræver det.

Han læser op af en journal i bogen om en medicinsk abort. Men det er ikke kun det, det handler om. Sætningerne blander sig filosofisk og eksistentielt fra det store til det helt små. Det er lytning i læsningens perspektiv. Bogen er en bibel i dette rum. Oplæsningen ikke noget der skal overståes. Hver pause er lige så vigtig som ordene. Smerten over en abort. Døden. Parrets relation eller mangel på samme.

Caspar Eric læser op. Det lyder som en duet, ikke bare en dialog, når han gentager ”Hun siger…han siger….” Det er en smuk måde at blande et jeg og et du, et han og et hun. Nu er der torden og rislende vand. Lydkulissens dunkende, nonverbale poesi. Ord som: klimamæssige problemer, powerbank, marmor, velfærdsstaten, sygedag, spektakel, atmosfære, gravid, jungle, shaman, timeglas, kønslig ulighed, smartphone. Melankolske toner fra et klaver giver mood. En lille fabel sniger sig ind om en ugle og en hjort. Lyden fra højttalerne er forskudt, et øjeblik mærker man den kropslige fornemmelse af stemmen fra to steder i rummet. Nu taler en computerstemme. Folk griner. Den taler om terrorangreb. Computerstemmen overtager digtet. Den lyder sjov og lidt uhyggelig. Parret ser Apokalypse, mens den medicinske abort udstøder fosteret. Lyden af en helikopter fra starten af Apokalypse Now. Man er inde i filmen, man er i rummet. Intertekstualiteten fungerer kropsligt. Stemningen, stearinlysene, de forelskede par, der har købt billet til denne koncert og ikke kan lade hinanden være på stolene, men gør det alligevel, fordi Caspar Eric står der med mikrofonen. Han siger ordene fodsvamp og hønseabort, mens hans ørering sender blink i den dunkle belysning. Han står der med rytmisk kropsbevægelse, kroppens ro, kroppen der er tilstede i musikken og digtet og tekstens pauser. De forelskede par blandt tilskuerne holder i hånd, mens gentagelser af passager flyder ud fra munden eller højttaleren, kronologien er opbrudt. Oplæsningen bliver som musik. Eller ikke som. ”Du har købt en trådløs støvsuger og nogle hjemmelavede glas, fordi du tror det hele nok skal gå.” Så smukt kan det siges. Man må eje bogen. Ordet veganer. Caspar Eric gentager det digt, som computerstemmen har sagt, en sampling af tekst. Stemmen bliver højere, flere lydspor. Det gyser i én, når stemmen siger: ”Mødrenes mistede fostre skal løbe igennem dig,” indtil stemmen tilsidst bliver brummen og musikken toner ud og lyrikken i sin bogstavlige forstand bliver musik. Lyden af en flyver der letter og gør, at man næsten letter.

Skriveøvelse:

Lad eleverne skriv et digt, der gentager ordene ”han siger og hun siger," således at hver sætning starter med et han og et hun.

Lad eleverne læse op en for en.

Lad eleverne læse op kakafonisk fra flere steder i rummet.

Lad alle stemmerne blande sig som ét digt.