På trods af det, der forventes

Den svenske forfatter og illustrator Sara Lundberg har skrevet og illustreret en roman om den svenske billedkunstner Berta Hansson, som levede fra 1910 til 1994. Berta voksede op i en landbosamfund, og derfor var hendes livsbane forudbestemt til at være landbokone. Men hun ville det anderledes. Hun ville skabe og klatrede i træer og formede blåler og tegnede fugle. Hun blev lærer og tegnede portrætter af sine elever, inden hun blev en værdsat billedkunstner.

Sara Lundberg blev betaget af denne fortælling om at forfølge sin drøm og om at bryde grænser ved at gå imod det, der forventes. Denne betagelse har hun omsat til en helt og aldeles forunderlig roman, som har været indstillet til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, og som i øvrigt nu er udkommet på dansk på forlaget Straarup & Co.

Læs her den svenske priskomités fine motivering: https://www.norden.org/da/nominee/sara-lundberg

Når bogen forekommer mig at være oplagt at læse i danskundervisningen, så beror det netop på, at finde sig selv på trods af ydre pres. Et ikke uvæsentligt aspekt ved danskundervisning i kompetencemålenes æra; for er det ikke forunderligt som denne forståelsesramme minder om om landbosamfundet 2.0?

Sara Lundberg fortalte selvfølgelig om Berta Hansson og om bogen, men det kan man faktisk læse sig til. Det, der betog mig, var hendes udsagn om illustrationsarbejdet. Dels fortalt hun om at se det, der er, og ikke det, som man tror man ser. Undgå at blive snydt af hjernens fordomme om gulerødder, når du skal tegne en gulerod. Men så berettede hun også om sine vanskeligheder med at portrættere pigen Berta Hansson i bogen, og hun endte med at gennemfotografere sin egen teenagedatter for at få et sanseligt forlæg til sine teenageskildringer. Det er der kommet en vældig fin og sanset pigeskildring ud af. Se blot på pigen balance i kroppen i illustrationen ovenfor.

Hendes fortælling om dette valg af fremgangsmåde fik mig til at tænke på en anden svensk illustrator, Bjørn Berg, som skabte Emil-figuren ved at iagttage og skitsere sin egen søn i alle mulige situationer.

Både Sara Lundberg og Bjørn Berg har opnået det forunderlige udtryk, der skildrer det universelle gennem det unikke. Det er figurativ artisteri, ja, stor kunst!

ps. Og apropos stor kunst, så blev konferencen åbnet af den norske kulturminister Trine Skei Grande, som priste det nordiske samarbejde og den høje kunstneriske kvalitet i nordisk børne- og ungdomslitteratur. Og tænk, hun talte indtrængende om sagen og om den nødvendige støtte til en kulturel satsning på dette område. Hun lød som en værdig kulturminister. Og uvilkårlig ekkoede tonerne fra vores egen ditto, da hun indledte hyldelsten til de danske VM-håndboldmestre med et forsøg på at gøre sig morsom på værten, overborgmesterens bekostning. (Hvordan kan man give så stor magt til en person af så ringe format?)