En af seks fyringsvarslede tillidsvalgte er tale-høre-lærer og medlem af DLF. Formand for Mariagerfjord Lærerkreds Dorte Carstens fortæller, at også lærerne kan rammes af besparelser. "Besparelsesrunden er først rullet ud på det administrative områder og tale-høre-lærerne hører under PPR. Den del af besparelserne, der vedrører folkeskolen og lærerne træder først i kraft i det nye år".

Kredsformand klar til kamp: Mariagerfjord vil fyre seks tillidsvalgte

Faglige organisationer kæmper for at få Mariagerfjord Kommune til at trække fyringsvarsler på seks tillidsvalgte tilbage. En af dem er DLF-medlem. Kommunen nægter. Næste skridt er individuelle sager og faglig voldgift om organisationsforfølgelse, siger lærernes kredsformand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De faglige organisationer fik ikke meget ud af et møde med Mariagerfjords kommunaldirektør på rådhuset i Hobro i fredags. Målet var ellers, at de sammen skulle finde en løsning på kommunens fyringsvarsler af seks tillidsvalgte. Fyringerne er en del af en sparerunde, hvor Mariagerfjord Kommune skal spare 123 millioner kroner. I alt er 42 personer blevet varslet opsagt. En af de fyringsvarslede tillidsvalgte er tale-høre-lærer og medlem af DLF. 

Kredsformand: Træk fyringsvarslingerne tilbage

Kredsformand for Mariagerfjord Lærerkreds Dorte Carstens var med til mødet med kommunaldirektøren. 

"Det kom bag på mig, at vi ikke nåede tættere på kommunen. Vi havde et indtryk af, at kommunen ville opdage det samme som os, at der ikke er tale om tvingende årsager, når de dykkede ned i de seks sager", siger hun til folkeskolen.dk.

Men sådan skulle det ikke gå. Næste skridt for de faglige organisationer er derfor, at forhandle de individuelle sager videre.

"Vi har ikke indgået forlig, så de kører videre i det fagretslige system. Derudover skal vi starte en faglig voldgift om organisationsforfølgelse", siger Dorte Carstens.

Tillidsrepræsentanter har en særlig beskyttelse mod fyring. "En tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes af tvingende årsager", står der i paragraf 12 i den overenskomst mellem KL og KTO, som sætter retningslinjerne for lærernes tillidsvalgte. Mariagerfjord Kommune står fast på de seks fyringsvarsler med den begrundelse, at der er tale om tvingende omstændigheder.

"Vi mener sådan set, at vi har gjort et grundigt stykke arbejde. Vi har selvfølgelig foretaget en grundig juridisk vurdering af, om det holder vand, og vores vurdering er, at det gør det", siger kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune, Lars Clement til tv2nord.dk.

Den fyringsvarslede tillidsrepræsentant og tale-høre-lærer er det eneste DLF-medlem, som er ramt af besparelserne i denne omgang, fortæller Dorte Carstens, men hun understreger også, at lærerne ikke kan føles sig sikre. 

"Besparelsesrunden er først rullet ud på det administrative områder og tale-høre-lærerne hører under PPR. Den del af besparelserne, der vedrører folkeskolen og lærerne træder først i kraft i det nye år".