Aarhus vil måle på elevers personlighed

Opdateret: Landets to største kommuner gik i august sammen med et firma om at udvikle et redskab til at måle elevers motivation, kreativitet og selvværd. Men København har meldt sig ud af projektet, og Aarhus-rådmand Thomas Medom er kritisk.

Publiceret

Disse 19 områder måles

  • Indre motivation
  • Selvtillid, Faglig
  • Selvkontrol
  • Vedholdenhed
  • Omhyggelighed
  • Engagerethed, adfærd
  • Engagerethed, faglig
  • Engagerethed, følelsesmæssig
  • Samarbejdsevne
  • Robusthed
  • Koncentration
  • Ydre motivation
  • Initiativrighed
  • Kritisk tænkning
  • Kreativitet
  • Trivsel, Emotionel
  • Selvværd
  • Empati
  • Forventning til skole

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommunerne Aarhus og København startede i august et forsøg, som efter planen skal munde ud i et redskab, der kan måle elevers non-kognitive evner, for eksempel evnen til at samarbejde, kreativitet og motivation. København siden har trukket sig ud af forsøget efter dets første fase. Projektet koster omkring en million kroner.

Tilføjet 9/11 k. 13:50

Efter offentliggørelsen af denne artikel oplyser Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, at København kun var med i første fase med fire skoler og ikke længere deltager: 

"Skolerne oplevede ikke, at redskabet var brugbart til det ønskede formål," oplyser Børne- og Ungdomsforvaltningen.

I Aarhus er en række udvalgte klasser nu ved at afprøve redskabet, som bliver udviklet af firmaet NordicMetrics. Partner i NordicMetrics, Jakob Wandall, udtalte i august til Skole og Forældres blad Skolebørn om baggrunden for projektet:

"Vi ved, at de personlige egenskaber betyder meget for, hvordan du klarer dig i livet. Forskning viser, at hvis du er god til at stå op om morgenen, går igennem dagen med godt humør og ikke giver op, når du møder modstand, så går det dig bedre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet".

Ikke en ny test

Projektet hedder Udvikling i Livsfærdigheder og projektleder i Aarhus Kommune Elin Poulsen, forklarer til Skolebørn, at formålet er at få et pædagogisk dialogredskab, hvor elevernes input er i centrum. Målet er ikke at udvikle en test.

Ikke desto mindre er Danmarks Lærerforening skeptisk overfor ideen. Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, kan ikke se hvordan grafer og tal kan bruges som et pædagogisk redskab og hun frygter det vil lægge yderligere pres på i forvejen testplagede elever. Hun siger desuden at lærerne allerede har fokus på elevernes non-kognitive færdigheder og allerede har et godt indtryk af, hvor deres elever står på det område.

DLF: Kig på konsekvenserne ved personlighedstest i folkeskolen 

Elin Poulsen fra Aarhus Kommune imødegår kritikken fra blandt andre Danmarks Lærerforening ved at sige at måleredskabet hverken kan eller skal stå alene.

"Det er relationen og dialogen mellem læreren og eleven, der er bærende" siger hun.

Aarhus Kommune vil evaluere Udvikling i Livsfærdigheder i løbet af det i gangværende skoleår og derefter vurdere om der skal udbredes. Partner i NordicMetric, Jakob Wandall oplyser, at andre kommuner viser interesse for redskabet.

Tilføjet 7/11 kl. 18:16:

Rådmand for Børn og unge i Aarhus Thomas Medom (SF) har sendt denne skriftlige kommentar til projektet til folkeskolen.dk:

"Baggrunden for projektet var et ønske om at sætte tidligere ind for at gøre flere børn og unge uddannelsesparate. 15 procent af en ungdomsårgang ikke har færdigheder til at tage en ungdomsuddannelse, det er alt for mange", skriver han. "De unges problemer handler ikke nødvendigvis om læse-, fysik- eller matematik-færdigheder. Derfor var der dengang hos min forgænger på rådmandsposten et ønske om at sætte tidligere ind og støtte de unges udvikling". "Jeg er dybest set kritisk over for at måle og veje alting, ikke mindst børns ikke-kognitive færdigheder. Jeg tror, der er mange andre veje at gå til styrke unges kreativitet, selvtillid og generelle livsfærdigheder. Det kunne eksempelvis være ved at styrke fritidspædagogikken, styrke de elementer i skolen og ved at løfte lidt af forventnings- og præstationspresset af de unge". "Jeg er også opmærksom på, at der har været vanskeligheder ved projektet, både af teknisk og forståelsesmæssig karakter, ligesom jeg har blik for, at Københavns Kommune har forladt projektet. Derfor vil jeg læse den kommende evaluering, som vi får ved årsskiftet, med kritiske øjne. Her og nu er det for tidligt at konkludere endeligt på projektet. Her afventer vi den evaluering, som vi får ganske snart".

Jacob Wandalls præsentation af Udvikling i Livsfærdigheder på et seminar i 2017

Læs mere

Skalaerne i UiL

Skolebørn: Kommuner vil sætte tal på børnsselvværd

Powered by Labrador CMS