Må jeg få din opmærksomhed?

”Opmærksomhedsbegrebets historie”. Ikke en fantastisk fængende titel. Til gengæld fanger forsiden straks min opmærksomhed. Let hoppende bogstaver på en blågrå baggrund giver mig en øjeblikkelig association til de myldrende bogstaver i Ivan Olsens, aka Gummi Tarzans, læsebog og kræver et opgør med min gængse opfattelse af orddeling. Men bogen har fået min opmærksomhed.

På næsten to hundrede sider tager forfatteren afsæt i en ”skør idé” til et forskningsprojekt, der, udmøntet som bog, ”måtte skrives som en pædagogisk og psykologisk erkendelseshistorie”, tidsmæssigt fra 1800-tallet og frem til i dag. Hensigten med bogen er at undersøge opmærksomhedsbegrebet ”i lyset af de pædagogiske anbefalinger, der i en bestemt historisk periode knyttes hertil”. Grundidéen er at undersøge begrebet via de ”pædagogiske praktikker”: metoder, øvelser og anbefalinger, med hvilke formålet er at skabe og fastholde elevernes opmærksomhed.

De første seks kapitler tager afsæt i 1800-tallet og beskæftiger sig med begrebets erkendelseshistorie, striden om dette over til opmærksomhedspsykologien og skolereformerne i anden halvdel af 1800-tallet. Herefter følger blandt andet kapitler om opmærksomhedstræning, den viljestyrede opmærksomhed og observation. I de sidste kapitler zoomes ind på kognitionspsykologi og læring, ADHD samt opmærksomhedsforstyrrelse og kognitionstræning.

Bogen er velskrevet i et akademisk sprog med en del referencer, og jeg skulle gøre mig umage for at opretholde min opmærksomhed, særligt i bogens første halvdel. Målgruppen er forskere, undervisere og studerende, og som lærer/vejleder er jeg mest optaget af den sidste håndfuld kapitler, hvor jeg kan genkende min egen praksis og eleverne i denne. Selvom bogen – som fastslået af forfatteren – ikke er en metodehåndbog, bygger disse kapitler alligevel bro til min praksis set i forhold til opmærksomhedsbegrebet.

”Min hensigt har været at gøre en ofte overset, men væsentlig, biperson (opmærksomhed) til hovedperson i en fortælling om psykologiens historie med fokus på pædagogik og uddannelse”, skriver forfatteren i bogens afsluttende og opsamlende kapitel. Og ”hovedpersonen” er yderst relevant, da opmærksomhed er helt grundlæggende, når vi erfarer verden omkring os og eksempelvis beskæftiger os med undervisning.